Det kan meget vel være den succes, som de alternative organisationer oplever, der på sigt redder fagbevægelsen og den danske model. Det mener Mads Peter Klindt, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning.
”Jeg tror, at den konkurrence, vi ser fra eksempelvis Det Faglige Hus og Krifa, er med til at skubbe til processer internt i fagbevægelsen, som gør, at den bliver nødt til at gøre nogle ting smartere og anderledes – blandt andet kigge på prisen for at være medlem. Jeg tror, at konkurrencen fører til, at fagbevægelsen fornyer sig, så den bliver bedre til at rekruttere og fastholde medlemmer,” siger Mads Peter Klindt til KA-magasinet VÆRDI.
Det er som bekendt svært at spå om fremtiden. Men vi beder alligevel om arbejdsmarkedsforskerens bud på, hvordan den danske model har det om 25 år.
”Hvis modellen stadig skal bestå om 25 år, er det vigtigt, at den fortsat kan levere noget, der er brugbart. Det vil sige overenskomster, der er i stand til at tackle de udfordringer, som Danmark og det danske arbejdsmarked står over for. Jeg er egentlig ikke så pessimistisk på vegne af modellen,” siger Mads Peter Klindt. Han ser dog fagbevægelsens faldende medlemstal som noget, der kan true modellen.
”Det er klart, at hvis de klassiske fagforeninger får sværere og sværere ved at rekruttere og fastholde medlemmer, så bliver det sværere at holde dampen oppe og køre den faglige kamp. Så kan man godt forestille sig arbejdsgivere, som siger, at vi dropper den danske model, fordi vores ansatte er alligevel ikke medlem af nogen fagforening,” siger Mads Peter Klindt.
Kommer tættere på smertegrænse
Organisationsgraden er noget lavere i dag end for bare 10 år siden. Graden fortæller, hvor stor en andel af de danske lønmodtagere, der har medlemskort til fagbevægelsen.
”Det kan blive et problem, hvis organisationsgraden bliver så lille, at de aktører, der bærer overenskomsterne, ikke længere ses som den legitime forhandlingsmodpart af arbejdsgiverne, så slår modellen revner i fundamentet,” siger Mads Peter Klindt og tilføjer:
”Det er svært at komme med et præcis tal på, hvornår vi rammer det kritiske punkt, hvor graden bliver så lav, at det er en trussel for modellen. Vi er ikke ved den grænse endnu, men så længe organisationsgraden falder, kommer vi selvsagt tættere og tættere på.”
I Danmark er områdeoverenskomster udbredt. Det betyder, at overenskomsten gælder bredt – den gælder også alle de medarbejdere, der enten er medlem af en alternativ organisation eller slet ikke er medlem af noget.
”Områdeoverenskomsterne betyder, at det som sådan ikke er noget problem, om organisationsgraden er 50, 60 eller 70 procent. Det betyder dog ikke, at organisationsgraden er helt irrelevant – for hvis folk ikke længere er medlem af en fagforening, hvorfor skal arbejdsgiver så forhandle overenskomst?”
Mads Peter Klindt mener, at der også gemmer sig en anden historie bag FH-forbundenes medlemsfald. Arbejdsstyrken har ændret sig, så andelen af akademikere fylder mere i dag end tidligere, mens den modsatte tendens ses blandt faglærte.
”Det betyder, at de grupper, som FH-forbundene typisk repræsenterer, bliver mindre, og det er vigtigt at huske på, når man ser FHs medlemsfald.”
Kasketforvirring ved forhandlingsbordet
Ét er, hvordan modellen måske har det om 25 år. Noget andet er, hvordan den har det i dag.
”Vi må bedømme modellen på, om der laves overenskomster, som tilgodeser begge parter og kommer med svar og løsninger på de udfordringer, der er. Om overenskomsterne løser de grundlæggende udfordringer og bringer os videre. Svaret er meget tvetydigt. Der er stor forskel på, om vi taler den offentlige eller private sektor,” siger Mads Peter Klindt og lægger ud med den private sektor:
”Her har parterne været i stand til at forny overenskomsterne og bygge nye elementer ind i dem. Man har gang på gang vist, at man har evnet at indgå overenskomster, som både bringer arbejdsgivere og virksomheder videre og tilfredsstiller lønmodtagerne. Det har man formået, selv om de fagforeninger, der har mange medlemmer i den private sektor, har problemer med at rekruttere og fastholde medlemmer,” siger han.
De fagforbund, der især har sine medlemmer i det offentlige, har derimod bedre fat i medlemmerne. Men modellen fungerer ikke ret godt på det offentlige område, mener Mads Peter Klindt. Han peger på det seneste årtis strejker og lockouter som eksempler på, at konstruktionen grundlæggende er forkert på det offentlige område. Staten sidder både på pengekassen og er part ved forhandlingsbordet. Det giver kasketforvirring. Mads Peter Klindt mener, at vi skal kigge til Sverige, hvor kasketterne ikke er samlet på ét og samme hoved:
”Der har man en aktør, der varetager de offentlige arbejdsgiverinteresser og en anden instans, der sidder med ansvaret for statens budget. I Danmark falder rollerne for meget sammen,” siger han og peger på det lønløft, som politikerne sidste år gav sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente:
”Sammenfaldet af roller er årsagen til, at vi ser, at politikerne er nødt til at afsætte ekstra penge til at hæve specifikke faggruppers løn. Det er lige præcis en indikation på, at modellen ikke fungerer. Hvis den gjorde, havde der ikke været behov for politisk indgriben. Så længe man ikke grundlæggende får ændret den måde, modellen opererer på, tror jeg sagtens, at vi kan se lignende situationer i fremtiden.”
Del af den danske model
Mens fagbevægelsen har mistet mange medlemmer, er det gået stik modsat for de alternative organisationer.
”Det er klart, at jo større de bliver, desto vigtigere aktører bliver de. Det er der ingen tvivl om,” siger Mads Peter Klindt og advarer fagbevægelsen imod at ignorere de alternative:
”De udfordrer det etablerede system, de etablerede strukturer og de klassiske fagforeninger. Fagbevægelsen er – hvad enten den bryder sig om det eller ej – nødt til at gøre noget anderledes, fordi de alternative organisationer spiller en rolle, og det skaber en helt anden dynamik og konkurrencesituation.”
Om Det Faglige Hus, Krifa og KA er en del af den danske model, er et spørgsmål, der skiller vandene. I fagbevægelsen svarer mange et rungende nej, mens man hos de alternative organisationer ser sig som en del af modellen. Mads Peter Klindt er ikke i tvivl:
”Jeg ser dem som en del af den danske model. De er ikke en del af kernen i den danske model, men de optræder indenfor stregerne på den spillebane, der hedder den danske model.”
En af vejene til modellens kerne er at deltage i de trepartsforhandlinger, som regeringen af og til inviterer til på arbejdsmarkedet. Det Faglige Hus og Krifa optræder – ligesom KA – ikke på listen over inviterede, men det kunne godt give mening at ændre i nogle sammenhænge.
”Det kommer an på, hvad omdrejningspunktet er for trepartsforhandlingerne. Det afhænger helt og holdent af, hvorvidt man er en betydelig aktør eller ej,” siger Mads Peter Klindt og uddyber:
”Hvis trepartsforhandlingerne handler om klassiske arbejdsmarkedsspørgsmål som lønniveau og inflation, kan man godt spørge sig selv, om det er vigtigt at have Det Faglige Hus og Krifa med ved bordet, fordi det er alligevel en begrænset del af lønsummen, de forhandler på det danske arbejdsmarked. Der synes jeg ikke, det giver god mening at invitere dem,” siger Mads Peter Klindt og uddyber:
”Omvendt kan man sige, at hvis politikerne på et tidspunkt vælger at invitere til en trepart om forbedringer af dagpengesystemet, så vil jeg klart mene, at Det Faglige Hus og Krifa skal inviteres med. Det skal de, fordi de har a-kasser, som har rigtig mange medlemmer.”