Forleden fik et LO-fagforbund Arbejdsrettens ord for, at det har ret til at iværksætte konflikt på en virksomhed, der er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening (KA). Virksomheden har allerede en velfungerende overenskomst, og ingen af de ansatte på virksomheden er medlem af det pågældende fagforbund, som kræver overenskomst med eksklusivaftale.
“Dommen bekræfter, at der er et alvorligt problem med konfliktretten. Det er fortsat et faktum, at virksomheder ikke har frihed til selv at vælge, hvilken overenskomst de vil have,” siger direktør i KA, Karsten Høgild.
Tilbageslag
Dommen i Arbejdsretten den 4. august beviser med al tydelighed, at retspraksis ikke har ændret sig, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen påstod for nylig i medierne. Tvært imod er dommen et tilbageslag.
I december 2002 krævede Fagforeningen for Sanitører og Servicefunktionærer – et fagforbund med 3.000 medlemmer – en overenskomst på virksomheden Vestjysk Service Selskab ApS i Esbjerg. Det ønskede virksomheden ikke, da den allerede var overenskomstdækket. I januar blev det meddelt fra Dansk Funktionærforbund, at der ville blive iværksat konflikt, fordi virksomheden ikke makkede ret.
“At LO får medhold i, at konflikten er lovlig viser, at der ikke er ændret en tøddel ved Arbejdsrettens praksis. Tværtimod er der sket en stramning. Hvordan kan et lille forbund med 3.000 medlemmer have retten til konflikt, når de ingen medlemmer har på virksomheden? Så kan alle og enhver hævde sin ret til overenskomst,” siger Karsten Høgild.
“Modsat tidligere tilkendegivelser fra Arbejdsretten åbner dommen op for, at et LO- forbund lovligt kan konflikte for at få en eksklusivaftale. Mener den liberale regering noget med deres proklamation om større valgfrihed på arbejdsmarkedet må de besinde sig, og på ny overveje lovgivning for at regulere konfliktretten.”
Taler med to tunger
“LO taler med to tunger. Politisk melder de ud, at der bør ske en ændring af praksis, så der gælder samme regler for konflikt uanset om virksomheden har overenskomst med LO eller eksempelvis Kristelig Fagforening. Samtidig står LO i Arbejdsretten og kræver, at praksis skal strammes. Det er jo utroværdigt,” siger Karsten Høgild, som ønsker den eneste løsningsmulighed – et lovinitiativ.
“Forholder regeringen sig passivt, er det det samme som, at de støtter konfliktretten og eksklusivaftalerne. Politikerne kan ikke læne sig tilbage, for dommen bekræfter, at der er alvorlige problemer med friheden på det danske arbejdsmarked,” siger Karsten Høgild.