Siden 2012 er hver femte forretning forsvundet i Danmark. Internethandel og ændrede forbrugsmønstre udfordrer i stigende grad de fysiske butikker, og mange mindre byer risikerer at miste deres handelsliv – hvis de ikke allerede har mistet det. Det viser en spritny undersøgelse fra SMVdanmark.
I min studietid for efterhånden en del år siden havde jeg fritidsjob i blandt andet en radio- & tv-butik og i en papir- og kontorforsyning. Ingen af butikkerne eksisterer i dag. Så den nedslående analyse fra SMVdanmark kommer desværre ikke bag på mig.
Apropos radio- & tv-butik, hvor har du, kære læser, mon købt dit seneste stuealter? Næppe i en decideret radio- & tv-butik. Bilka eller Elgiganten er formentlig bedre bud. Der er jo intet galt med hverken Bilka eller Elgiganten, men vi må bare være bevidste om, at vores ændrede forbrugsmønstre har en betydning – ikke mindst for vores landdistrikter og mindre byer. Et gammelt slogan fra detailhandlen lyder: ”Vil du have lokale butikker i morgen? Så støt dem i dag!”.
I Arbejdsgiverforeningen KA, der repræsenterer næsten 1.500 primært små- og mellemstore virksomheder i hele landet, sidder vi ikke bare og nostalgisk drømmer os tilbage til en svunden tid. Tværtimod. Vi har et klart ønske og en klar ambition om at være med til at sikre et Danmark i balance, hvor erhvervsliv og detailhandel også i fremtiden får mulighed for at bidrage til liv og vækst rundt omkring i de mindre samfund og i vores landdistrikter. Derfor har vi præsenteret et politisk udspil ”En SMV-venlig landdistriktsudvikling”, hvor vi kommer med 14 konkrete forslag, der på forskellig vis kan være med til at understøtte en positiv udvikling rundt omkring i vores landdistrikter og mindre bysamfund. Lad mig give et par eksempler på vores forslag.
Til efteråret er der kommunalvalg, og vi vil derfor opfordre landets kommuner og kommunalpolitikere til at sætte særligt fokus på, hvordan den enkelte kommune kan blive mere erhvervsvenlig, landdistriktsvenlig og SMV-venlig. Et konkret forslag kunne være, at kommunerne bliver bedre til at handle helt lokalt, når de for eksempel laver indkøbsaftaler til lokale plejehjem, skoler med videre. Vi foreslår også, at der fremover stilles større krav til kommunerne om, at de udformer deres udbud på en sådan måde, at også helt lokale, små- og mellemstore virksomheder reelt får mulighed for at byde ind på hele eller dele af de offentlige udbud. Det vil være med til at understøtte liv og vækst i de mindre samfund.
For at sikre et Danmark i balance er det vigtigt, at den kollektive transport ikke er forbeholdt mennesker i de større byer. Kollektiv transport er helt afgørende for sammenhængskraften i de mindre samfund, herunder for befolkningens mulighed for at handle lokalt og kunne komme frem og tilbage mellem bopæl, arbejde eller uddannelsessted.
Kommunerne og de lokale virksomheder kan ikke sikre liv og vækst alene. Vi har som forbrugere et ansvar for at understøtte liv og vækst rundt omkring i vores lokalsamfund. Hver gang vi handler lokalt, bidrager vi til at bevare arbejdspladser, sikre liv i byerne og understøtte vores lokalsamfund. Den enkelte butik eller virksomhed er ikke bare en forretning – den er en del af et system, hvor arbejdspladser, skatteindtægter og sociale fællesskaber gensidigt er afhængige af hinanden. Skal vi have levende landdistrikter i fremtiden, kræver det en samlet indsats. Politikere, erhvervsliv og borgere må træffe aktive valg, der sikrer, at vores lokalsamfund fortsat har butikker, arbejdspladser og et aktivt byliv.
Lad os handle, før det er for sent.