Som tidligere informationschef i fagforbundet 3F, konsulent i LO og forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom kender Kristian Madsen fagbevægelsen indefra, og han lægger ikke skjul på sympatien for både bevægelse og model. Men han lægger bestemt heller ikke skjul på sin bekymring. For han mener, at den danske model står og falder med fagbevægelsen.
”Det er kun gået én vej med FH-fagforeningernes medlemstal de seneste mange år, og det er nedad. Det er noget, der virkelig presser den danske model,” siger han.
Det er ikke kun sorte skyer, Kristian Madsen ser hænge tungt over modellen. Der er også solskin.
”Jeg synes, at de seneste overenskomstforhandlinger og lønløftet viser, at den danske model fortsat kan en masse. Den kan stadig løse mange af de problemer, som man ikke kan løse i mange af de lande, vi ellers sammenligner os med. Men det helt store problem er medlemsfaldet. Hvis det ikke havde været der, ville jeg have sagt, at det går fantastisk godt med den danske model. Men man kan bare ikke ignorere, at der er det problem,” siger Kristian Madsen, der er ansvarshavende chefredaktør på A4 Medier, som dækker arbejdsmarkedet bredt og dybt.
Modellen risikerer at tabe brancher
Kristian Madsen frygter, at den danske model risikerer at tabe områder, fordi overenskomstdækkede virksomheder indenfor visse brancher bliver sjældnere og sjældnere.
”Der er områder – specielt indenfor servicesektoren – som langt henad vejen er ved at miste sin overenskomstdækning. Det er områder som restaurationsbranchen og rengøringsbranchen. Vi er der ikke endnu, men vi risikerer, at nogle brancher reelt bliver skåret ud af den danske model,” siger Kristian Madsen og uddyber:
”I det allerværste scenarie vil den danske model kun gælde de offentligt ansatte og de mest vellønnede lønmodtagere på det private arbejdsmarked. Vi er heldigvis langt fra det scenarie, men advarselslamperne er begyndt at blinke flere steder.”
Fagbevægelsens medlemskartotek er skrumpet de seneste mange år. Det betyder, at organisationsgraden er faldende.
”Organisationsgraden er vigtig i den forstand, at hvis den kommer for langt ned, så rejser det spørgsmålet: Hvad er legitimiteten så i den danske model,” siger Kristian Madsen.
Han minder dog om, at man sagtens både kan have en faldende organisationsgrad og en høj overenskomstdækning. Det kan man, fordi det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved områdeoverenskomster, der også dækker medarbejdere, som ikke er medlem af en FH-fagforening.
”Men alligevel betyder organisationsgraden noget i sidste ende, fordi det fortæller noget om opbakningen til hele systemet. Hvis folk ikke er medlem af en fagforening og ikke gider overenskomster, så er det alt andet lige et krisetegn,” siger han.
Kristian Madsen tolker ikke den faldende organisationsgrad som en modstand imod den danske model.
”Jeg har svært ved at se, at der skulle være et folkekrav om at opløse modellen. Jeg tror ikke, at opbakningen halter. Jeg tror snarere, at en af forklaringerne på faldet er, at mange er presset rent økonomisk, og det er dyrt at være medlem af en FH-fagforening, så en del har simpelthen ikke råd til det.”
Selv om de alternative organisationer vokser sig større, og Det Faglige Hus efter alt at dømme snart overhaler 3F som Danmarks største fagforening, så mener Kristian Madsen ikke, at de alternatives succes kan bruges til ret meget. Han kan heller ikke se, hvorfor politikerne pludselig skulle begynde at invitere dem med til trepartsforhandlinger på arbejdsmarkedet.
”Trepart er jo unik på den måde, at alle leverer noget. Problemet for de alternative organisationer er, at de ikke kan levere noget som helst til politikerne. De kan måske bidrage med gode intentioner, men bindende aftaler kan de ikke lave, fordi de har ingen overenskomster, som de kan håndhæve det aftalte igennem,” siger han og uddyber:
”Det er jo det, de overenskomstbærende fagforbund kan – de kan levere penge til bordet gennem overenskomstforhandlinger, og dermed er de helt andre spillere. Selv mange borgerlige politikere, som ideologisk sympatiserer med de alternative og bestemt ikke bryder sig om 3F, ved, at det er fagbevægelsen, der kan levere noget ved forhandlingsbordet, når det kommer til stykket.”
Frygter amerikanske tilstande
Kristian Madsen har tidligere boet i USA, hvor han i flere år dækkede det store land for dagbladet Politiken. Der er tendenser fra det amerikanske arbejdsmarked, som han bestemt ikke ønsker at se på det danske. Men det kan meget vel være virkelighed om for eksempel 25 år.
”Jeg kan godt frygte, at vi til den tid har et meget mere fragmenteret arbejdsmarked. At vi har en dansk model, som er stærk og levende for de relativt højtuddannede og medarbejdere i det offentlige. At vi har en fagbevægelse, der er meget indflydelsesrig på sektorområder, men ikke på samfundsniveau,” siger han og uddyber:
”Det er frygtscenariet. Det betyder, hvis jeg får ret, at så står vi med et arbejdsmarked nedenunder, der er ureguleret. Et arbejdsmarked for vikarer, løs arbejdskraft og udenlandske medarbejdere – et arbejdsmarked, som ligger og rasler under det relativt højtlønnede og velorganiserede arbejdsmarked. Jeg synes, at vi i øjeblikket ser en klar tendens til den udvikling.”
Kristian Madsen forudser, at FH-forbundene fortsætter med at tabe medlemmer de kommende år.
”Jeg tror, at den tendens, vi har set de seneste år, vil fortsætte – dog i et lavere tempo,” siger han.
”Min bekymring handler om det lavtlønnede private arbejdsmarked. Vil man her kunne fastholde en organisationsgrad og overenskomstdækning, som gør, at vi har en dansk model på det område – eller bliver den danske model forbeholdt de relativt veluddannede og højtlønnede og specielt de offentligt ansatte? Så begynder vi at nærme os USA, hvor man har ekstremt stærke sektorfagforeninger for blandt andet politifolk og lærere, mens den samlede fagbevægelse er meget svag. Det frygter jeg, at vi kommer til at se i Danmark.”