Der er i den nye overenskomst med Krifa sket en ændring i, hvem der er valgbar som tillidsrepræsentant.
Valgbar er herefter en anerkendt og dygtig medarbejder, der er medlem af Krifa, og som har arbejdet i virksomheden i mindst 9 måneder inden for de seneste 15 måneder. Det betyder, at medlemskabet af Krifa fremadrettet er en forudsætning i stedet for som tidligere Det Faglige Hus.
Nuværende tillidsrepræsentanter valgt under overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus skal inden den 1. juni 2025 melde sig ind i Krifa for at kunne fortsætte hvervet indtil valgperiodens udløb.
Hvis dette ikke sker, bortfalder hvervet som tillidsrepræsentant den 1. juni 2025, og der kan vælges en ny tillidsrepræsentant. Det kan være en større opgave for virksomheden at få valgt en ny tillidsrepræsentant, hvorfor du som arbejdsgiver bør spørge din tillidsrepræsentant, om vedkommende skifter fagforening, eller om der skal vælges en ny.
Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du som medlem af KA naturligvis velkommen til at kontakte juridisk afdeling.