Vintertid
Når vi den 27. oktober skifter til vintertid, vil nogle af os få en times ekstra søvn, mens andre måske må blive på arbejdet en time længere end normalt.
De af jeres medarbejdere, som udfører natarbejde, vil derfor få en times effektivt arbejde ekstra, hvis de normale mødetider fastholdes.
Der har ikke været gennemført en sag om betydningen heraf, men det arbejdsretlige udgangspunkt og KA’s indstilling er, at der skal betales for det udførte arbejde. Hedder vagtplanen 00.00 – 07.00, og har man grundet overgang til vintertid udført arbejde i 8 timer, så har man ret til løn for 8 timers arbejde.
Man skal dog huske på, at medarbejderen skal – uanset vintertid – have sin aftalte daglige/ugentlige arbejdstid. Den ”ekstra time” kan eventuelt afspadseres på et andet tidspunkt, så medarbejderen fortsat kun har sin aftalte arbejdstid.
Helligdage
For medarbejdere omfattet af overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus er den 31. december en normal arbejdsdag. Hvis forholdene gør det muligt, skal der afholdes ferie den 31. december. Her gælder de almindelige regler for varsling af ferie, og restferie kan varsles til afholdelse med 1 måneds varsel.
Juleaftensdag betragtes efter overenskomsten som en søgnehelligdag. Det betyder, at den 24., 25. og 26. december samt 1. januar er søgnehelligdage, der dermed følger overenskomstens regler på dette punkt.
Medarbejdere, hvor løn- og arbejdstid for den pågældende faggruppe reduceres på søgnehelligdage, er omfattet af overenskomstens regler om søgnehelligdagsbetaling:
Medarbejdere, der ikke er ansat som funktionærer (ofte også kaldet timelønnede), har ret til frihed med søgnehelligdagsbetaling.
Overenskomsten giver tre muligheder for søgnehelligdagsbetaling: Nemlig fuld løn på søgnehelligdagen, indregning af søgnehelligdagsbetalingen i lønnen på de øvrige dage eller udbetaling á conto fra medarbejderens SH-opsparing.
Funktionærer har fri med fuld løn på søgnehelligdage.
Bemærk at der gælder særlige regler om søgnehelligdage i fagoverenskomsterne for Handel og Service.
Udføres der arbejde på de pågældende dage, er betalingen reguleret af fagoverenskomsten for det pågældende område.
Er virksomheden omfattet af en anden overenskomst end overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus, kan denne indeholde andre vilkår. Kontakt os gerne for konkret rådgivning om, hvad der gælder i jeres virksomhed.