Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

Søg
Close this search box.

-

Frihed til at vælge frit

Danmarks Frisørmesterforening beskylder KA for at udnytte den nye situation på arbejdsmarkedet og gå på strandhugst blandt deres medlemmer.

Af: Arbejdsgiverforeningen KA

I januar måned 2006 erklærede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eksklusivaftalerne på det danske arbejdsmarked for ulovlige.

Umiddelbart har afgørelsen størst betydning for lønmodtagerne. Men da regeringen ikke alene har afskaffet eksklusivaftaler i overenskomsterne, men også har gjort klausuler, der gensidigt bandt
faglige organisationer til hinanden, ulovlige, kan det vise sig også at få betydning for KA. Et farvel til eksklusivaftalerne er nemlig samtidigt et goddag til et nyt arbejdsmarked med langt større frihed. Men frihed forpligter og stiller krav.

Frihed forpligter
Danmarks Frisørmesterforening har for eksempel haft en bestemmelse i deres vedtægter om, at medlemsvirksomheder kun måtte beskæftige medarbejdere, der var organiseret i Dansk Frisør og
Kosmetikerforbund. Omvendt måtte denne organisations medlemmer ikke tage arbejde andet steds end hos Frisørmesterforeningens medlemmer.

Disse bestemmelser er nu kendt ulovlige. Det har bevirket, at KA i foråret modtog en skriftlig henvendelse fra en advokat, der på vegne af 4 frisørmestre anmodede om et møde for undersøgelse af muligheden for, at disse frisørmestre kunne organisere sig i KA.

Disse frisørmestre var i forvejen medlem af Danmarks Frisørmesterforening, der ligesom KA er medlem af Håndværksrådet. Frisørmesterforeningen har over for deres medlemmer, på hjemmeside og i medlemsblade udtrykt utilfredshed med, at KA har udnyttet den nye situation på arbejdsmarkedet og gået på strandhugst hos deres medlemmer.

Men monopolet er brudt – og det må Danmarks Frisørmesterforening erkende og indrette sig efter.

Velkommen til det frie arbejdsmarked
I KA har vi for flere år siden truffet den beslutning, at vi i respekt for samarbejdet i Håndværksrådet, ikke iværksætter målrettede hvervekampagner mod virksomheder inden for fag, der hører under en anden organisation i Håndværksrådet.

Men KA optager selvstændige inden for alle brancher og fag. Når vi modtager en henvendelse fra en virksomhed, der ønsker medlemskab af KA, behandles henvendelsen på samme måde, uanset om virksomheden i forvejen er medlem af en organisation under Håndværksrådet eller ikke er medlem af en organisation.

Vores håndtering af henvendelsen fra en gruppe af frisørmestre er behandlet i fuld overensstemmelse med vores beslutning.

Tilfredshed – ikke tvang
Går man ind for et frit arbejdsmarked, hvor den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver frit kan vælge, må vi også være parate til at tage konsekvens af denne holdning og ikke forsøge at lægge en hindring i
vejen. Fra nu af skal medlemmerne – også i Danmarks Frisørmesterforening – blive i organisationen af tilfredshed og ikke af tvang. Det er udtryk for en sund konkurrence og giver størst tilfredshed – også hos dem, der skal foretage et valg.

Del denne artikel: