Signalet er klart. Politikerne i regeringen, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og KrF kan se det urimelige i, at en fagforening kan iværksætte en konflikt, selv om virksomheden har en overenskomst i forvejen. Men de ønsker samtidig at få undersøgt alle forhold, og vil nødig lovgive på området, hvis arbejdsmarkedets parter selv kan klare spillereglerne. De valgte derfor ved dagens debat at give arbejdsmarkedsudvalget næsten et år til at undersøge konfliktretten.
“Beslutningsforslaget angav, at regeringen inden november skulle komme med et initiativ på området. Nu bliver det i stedet for inden april næste år. Det kan vi fint leve med, men så forventer vi også, at der sker noget og at politikerne holder fast i deres løfter. Politikerne lagde op til i dag, at det er LO og DA, som skal høres, og det skal de selvfølgelig. Men det kan jo ikke passe, at det kun er de favoriserede parter i det nuværende system, som skal høres. Vi kender problematikken, som parten det går ud over, og vi har meget væsentlige bidrag omkring konfliktretten,” siger direktør Karsten Høgild fra Kristelig Arbejdsgiverforening.
Han vil derfor tage kontakt til arbejdsmarkedsudvalget og beskæftigelsesministeren og bede om foretræde, så KA’s holdninger til konfliktretten bliver hørt. Han er positiv over debatten i dag og betragter den som en halv sejr for de virksomheder, som har valgt en overenskomst udenfor LO.
“Der er politisk flertal for, at der skal ske noget, og det er positivt efter i mange år at have levet med at LO og DA suverænt bestemte alle spilleregler. Udmeldingen var også klar i og med, at der bl.a. fra konservativ side blev sagt, at blev konklusionen fra arbejdsmarkedets parter, at der ikke skulle ske ændringer, var man klar til at lovgive, når udvalgsarbejdet er færdigt,” siger Karsten Høgild.