Reglerne for beskatning og anvendelse af firmabiler i Danmark er i dag præget af en hel del bøvl og bureaukrati. For eksempel giver flere håndværksvirksomheder udtryk for, at sondringen mellem eksempelvis varebiler, specialindrettede biler og mandskabsvogne er uklart – og at myndighedernes vurderinger heraf i praksis virker ulogisk.
I SMVdanmarks Bygge- og Anlægsudvalg, hvor KA er repræsenteret, har vi derfor besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal komme med konkrete forslag til en mere enkel, gennemskuelig og erhvervsvenlig beskatning af firmabiler. Arbejdet skal munde ud i politiske forslag, som kan bringes i spil over for både regeringen og Folketingets partier forud for det kommende folketingsvalg.
“Vi vil meget gerne sikre, at KA’s medlemsvirksomheders erfaringer og perspektiver bliver en del af dette arbejde. Har I konkrete udfordringer, eksempler eller idéer til, hvordan reglerne kan forenkles, hører jeg meget gerne fra jer,” siger Christian Borrisholt Steen, KA’s politiske seniorkonsulent.
Fristen for at komme med input og ideer er den 2. februar, og det sker ved at kontakte Christian på mailadressen christian@ka.dk.