Sikkerheds- og sundhedsarbejdet i den enkelte virksomhed varetages gennem samarbejde mellem arbejdsgiveren, arbejdslederne og de øvrige ansatte.
Du skal særligt være opmærksom på:
- Hvordan arbejdet udføres,
- Hvordan arbejdsstedet er indrettet,
- Hvilke særlige regler, der gør sig gældende for de tekniske hjælpemidler m.v. og
- Hvordan stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige, håndteres.
TYPER
Arbejdsulykker
En arbejdsulykke er en hændelse, der er sket pludseligt eller er en påvirkning inden for fem dage i forbindelse med arbejdet. Hændelsen fører til, at medarbejderen kommer fysisk eller psykisk til skade. Skadens følger kan være forbigående eller varige. Som eksempel kan nævnes fald, vold, trafikulykke eller påvirkning af støj- eller luftgener.
Erhvervssygdomme
En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, der skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. Det skal være overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes arbejdet. Her kan der for eksempel være tale om allergi, høretab eller ryglidelser.
Nærved-ulykker
Her er der tale om hændelser, der kunne være blevet til en ulykke, men blev undgået på grund af rent held. Disse hændelser skal også registreres i virksomhedens system, så der kan handles på dem i forhold til forebyggelse og læring. En nærved-ulykke er, hvis medarbejderen er ved at falde på en glat trappe eller taber noget, der er lige ved at ramme foden.
Husk at det både er fysiske og psykiske arbejdsskader, der er omfattet.
Registrering
Det er relevant at registrere de forskellige typer af arbejdsskader internt i virksomheden. Den interne registrering sendes ikke videre til myndighederne, men bruges til at sikre virksomhedens medarbejdere fremadrettet ved, at man kan drage læring af allerede opståede skader, ulykker eller nærved-ulykker.
Som arbejdsgiver er det vigtigt, at du sikrer en arbejdskultur, hvor medarbejdere føler sig trygge ved også at rapportere nærved-ulykker uden frygt for repressalier. Processen for at rapportere nærved-ulykker skal være enkel og tilgængelig for alle medarbejdere.
Virksomhedens arbejdsmiljørepræsentant vil herefter være ansvarlig for at behandle problematikken i samarbejde med arbejdsmiljøgruppen, så der kan udvikles en forebyggelsesstrategi.
Anmeldelsespligt
Arbejdsgiver skal anmelde en arbejdsskade på virk.dk. Anmeldelsen har betydning i forhold til forebyggelse og medarbejderens mulighed for at få erstatning – enten som følge af varigt mén eller tab af erhvervsevne.
Arbejdsskadesikring
Formålet med arbejdsskadesikringen er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, men der er ikke krav om, at arbejdsgiver skal have handlet ansvarspådragende. Alle, der udfører arbejde for en arbejdsgiver her i landet, er omfattet.
Arbejdsskadesikring gælder for to typer arbejdsskader:
- Arbejdsulykker
- Erhvervssygdomme
Lægefaglig dokumentation
Ved anmeldelse af en arbejdsskade skal der være en lægeerklæring eller andre lægelige oplysninger. Det er derfor vigtigt, at medarbejderen søger læge umiddelbart i forbindelse med den hændelse eller påvirkning, der kan være en arbejdsskade eller en arbejdsulykke.
Frist
Anmeldelsen skal foretages senest 14 dage efter
- Første fraværsdag efter en ulykke, hvis ulykken har medført fravær fra tilskadekomnes sædvanlige arbejde ud over tilskadekomstdagen
- Tilskadekomstdagen, hvis ulykken ikke har medført fravær, men må kunne antages at begrunde krav på ydelser efter § 11 i arbejdsskadesikringsloven.
Arbejdsskadesikringsloven § 11 ydelser:
- Betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.
- Erstatning for tab af erhvervsevnetab
- Godtgørelse for varigt mén
- Uddannelsesgodtgørelse
- Overgangsbeløb ved dødsfald
- Erstatning for tab af forsørger
- Godtgørelse til efterladte.
Er du som arbejdsgiver først senere end de 14 dage blevet bekendt med, at der er sket en arbejdsskade, skal du straks anmelde arbejdsskaden.
Løn
Funktionærer har altid ret til fuld løn under sygdom. For medarbejdere under KA’s overenskomst, der ikke er funktionærer, betales der fuld løn under sygdom, når fraværet er en følge af en arbejdsskade, uanset at anciennitetskravet for ret til løn endnu ikke er opfyldt.
Som ved anden sygdom betales der fuld løn i op til 9 uger, jf. Overenskomsten.
Sygedagpenge
Har din medarbejder ikke ret til løn ved sygdom, er der i stedet ret til dagpenge fra 1. hele fraværsdag fra arbejdsskadens indtræden, hvis arbejdsskade er omfattet af lovgivningen om arbejdsskadesikring.
Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du som KA-medlem naturligvis altid velkommen til at kontakte juridisk afdeling.