Det kan være svært at se forskel på udviklingen i fagbevægelsens medlemstal og skibakkens sorte løjpe. Begge steder går det voldsomt nedad. I 2007 havde Fagbevægelsens Hovedorganisation 1.560.870 medlemmer. Det tal var i 2023 skrumpet til 1.051.028. Hvis man zoomer ind på de enkelte forbund, er tilbagegangen umulig at overse. 3F er i samme periode gået fra 407.209 medlemmer til 206.119 medlemmer.
Hvorfor fokusere så meget på fagbevægelsens medlemstal?
Jo, den traditionelle fagbevægelse insisterer på at have patent på den danske model, og derfor er medlemstallene så relevante. For når fagbevægelsen mister medlemmer, som vi har set de seneste mange år, så smuldrer det fundament, som modellen hviler på – og det betyder, at den skridt for skridt mister sin legitimitet. I dag er mindre end halvdelen af de danske lønmodtagere medlem af et FH-forbund. Det betyder, at dem, der sidder ved forhandlingsbordet med monopollignende magtbeføjelser, repræsenterer et mindretal af lønmodtagerne.
”Det er et kæmpe demokratisk problem. Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening har vedtaget med sig selv, at de er den danske model, og indtil videre accepterer politikerne den tilgang,” siger KA-direktør Karsten Høgild og uddyber:
”Hvis vi ikke udvikler den danske model, så der bliver plads til andre måder at gøre tingene på og andre synspunkter end FHs, så dør den på sigt. Det må ikke ske, fordi vi har brug for en stærk model, der kan levere tidens svar på tidens udfordringer på arbejdsmarkedet.”
KA omfavner modellen
Karsten Høgild understreger, at KA er varm tilhænger af den danske model, og det er der to væsentlige grunde til.
”For det første har arbejdsgivere og lønmodtagere gennem den danske model indflydelse på, hvordan løn- og arbejdsvilkårene udvikler sig. Det betyder, at organisationerne og alle de medlemmer, de repræsenterer, selv har hånd i hanke med, hvad der sker,” siger Karsten Høgild og bruger Frankrig som eksempel på, hvor galt det kan gå, når politikerne svinger taktstokken på arbejdsmarkedet:
”Det er et meget ufleksibelt arbejdsmarked, som forhindrer virksomhederne i at kunne tilpasse sig markedssituationen – og når de ikke kan det, bliver de nervøse i forhold til at investere, udvikle og ansætte flere medarbejdere. Den nervøsitet taber både lønmodtagere, virksomheder og samfundet på.”
Den anden gode grund til, at KA omfavner den danske model, handler om politikerne.
”De folkevalgte er gode til generel samfundspolitik, men de er ikke gode til at drive virksomhed. Derfor må der ikke gå politik i fastsættelsen af løn- og arbejdsvilkår. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvordan det let i en valgkamp kommer til at handle om, hvordan man som politiker kan tilgodese egne vælgergrupper med forbedringer i jagten på flere stemmer,” siger Karsten Høgild. Han mindes den seneste valgkamp til Folketinget, hvor flere partier lovede højere løn til specifikke faggrupper.
”Det er ikke, fordi jeg ikke kunne unde dem mere i løn, men de politiske meldinger kortsluttede de efterfølgende overenskomstforhandlinger. Sygeplejerskerne, der var en af de nævnte faggrupper, kunne læne sig tilbage, fordi de vidste, at tabte de ved forhandlingsbordet, så ville de alligevel stå som vindere i sidste ende på grund af de politiske meldinger.”
Forudsætningen for en velfungerende dansk model er, at der er den rette balance mellem det, politikere beslutter, og det, arbejdsmarkedets parter selv bestemmer. Den balance kan let tippe, advarer Karsten Høgild:
”Politikerne skal tage ansvar for folk udenfor arbejdsmarkedet, mens arbejdsmarkedets parter forholder sig til dem, der arbejder. Vi har de senere år set en tendens til, at politikerne har truffet beslutninger, der truer den balance. Når politikerne eksempelvis begrænser retten til dagpenge, og det kan der være gode grunde til at gøre, så får arbejdsgiverne regningen ved den førstkommende overenskomstforhandling i form af ønske om længere opsigelsesvarsel. Forlænges opsigelsesvarslet yderligere, er det et skridt i retning af et mere ufleksibelt arbejdsmarked.”
Mere valgfrihed vil styrke modellen
Når fagbevægelsen insisterer på, at den danske model er en lukket fest for dem og Dansk Arbejdsgiverforening, så bør tilbagegangen få alarmklokkerne til at ringe højt og længe.
”Det er helt afgørende for modellens eksistensberettigelse, at den har opbakning og tillid både blandt arbejdsgivere og lønmodtagere. Den mister sin legitimitet, hvis dem, der sidder med magten ved forhandlingsbordet, ikke længere repræsenterer hovedparten,” siger Karsten Høgild.
Han mener ikke, at FHs medlemsfald skal tolkes som danskernes generelle syn på modellen.
”Lønmodtagerne har stemt med fødderne, og mange ønsker simpelthen ikke at være en del af den traditionelle fagbevægelse. Jeg tror, at de fleste danskere støtter modellen, men de er imod, at bestemte fagforeninger nærmest har monopollignende magt,” siger han.
Selv om det ikke længere er tilladt at kræve, at lønmodtagere skal være medlem af bestemte fagforeninger, kræver det ikke den store research at finde eksempler på fagforeningstvang.
”Danske lønmodtagere repræsenterer mange forskellige politiske synspunkter, og det er kun positivt. De vil naturligvis ikke tvinges til at støtte bestemte fagforeninger, der er fortaler for en bestemt politisk ideologi. De vil have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige organisationer, og det gælder både lønmodtagere og arbejdsgivere,” siger Karsten Høgild og fortsætter:
”Jeg forstår ikke, hvorfor man i fagbevægelsen er så indædte modstandere af lønmodtagernes ret til frit at kunne vælge fagforening. Det frie valg styrker netop den danske model, fordi de alternative organisationer kan tiltrække og fastholde lønmodtagere, der ikke ønsker at være medlem af et traditionelt fagforbund.”
Forkert at give statsstøtte til fagbevægelsen
Det er også problematisk, at de trepartsforhandlinger, som regeringen inviterer til, er lukket land for de alternative organisationer.
”Ofte handler trepartsforhandlinger om mere almengyldige forhold og generel regulering af samfundsmæssige forhold knyttet til arbejdslivet, som i de fleste demokratier forhandles på baggrund af et demokratisk politisk mandat i de respektive landes parlamentariske forsamlinger. Men ikke i Danmark,” siger Karsten Høgild og uddyber:
”Det er netop det, som gør, at den danske model lider af demokratisk underskud, fordi denne politiske samfundsregulering ikke bliver forhandlet af politikere med et demokratisk mandat bag sig i Folketinget, men i stedet forhandles i lukkede rum af en lille snæver kreds af fagforeninger, der hverken er folkelig repræsentativ eller besidder demokratisk legitimitet.”
Tidligere i år gav regeringen 15 millioner kroner i statsstøtte til fagbevægelsen. Millionerne skal konkret gå til at “forhandle, udvikle, vedligeholde og håndhæve” de overenskomster, som fagbevægelsen står for.
”Skattekronerne skal altså gå til at håndhæve overenskomster, som lønmodtagerne flygter fra. 3F og de øvrige FH-fagforbund er private foreninger. Hvorfor er det lige, at skatteborgerne skal medfinansiere dem,” spørger Karsten Høgild og tilføjer:
”Hvordan skal fagbevægelsen sikre sin uafhængighed og varetage sin rolle, hvis den bliver mere og mere afhængig af skattekroner, som politikerne tildeler den? Man risikerer, at fagbevægelsen for at tækkes de politiske vinde bliver et ekko af Christiansborg, og det vil blot give Folketinget endnu mere magt over den danske model.”
15 millioner kroner er måske ikke meget, vil nogle måske tænke.
”Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvordan fagbevægelsen næste gang, der skal forhandles overenskomst, vil kræve endnu flere millioner. Så de 15 millioner er bare begyndelsen,” siger Karsten Høgild, der har en afsluttende opfordring:
”Jeg håber, at FH og DA indser, at hvis vi skal fremtidssikre den danske model, kræver det, at de åbner sig mod samfundet og anerkender, at der kan være flere organisationer og forskellige synspunkter. Hvis den danske model skal overleve på sigt, er det nødvendigt at give plads til andre spillere og nye løsninger. Der er brug for, at alle gode kræfter i fællesskab sætter sig sammen og moderniserer den danske model, så begreber som frihed, fleksibilitet og nytænkning kommer til at spille en langt større rolle end i dag. Vi er naturligvis fra KA’s side klar til at deltage konstruktivt i arbejdet med at udvikle modellen.”
| Hovedorg. medlemstal | 2007 | 2011 | 2015 | 2019 | 2023 |
| Medlemmer i alt | 2.059.109 | 2.048.821 | 1.807.343 | 1.872.708 | 1.935.320 |
| Fagbevægelsens Hovedorganisation | 1.560.870 | 1.423.027 | 1.119.506 | 1.091.530 | 1.051.028 |
| Ledernes Hovedorganisation | 76.260 | 90.673 | 104.531 | 108.369 | 114.819 |
| Akademikernes Centralorganisation | 178.213 | 199.500 | 222.085 | 262.197 | 331.582 |
| Udenfor hovedorganisationerne | 243.766 | 335.621 | 361.221 | 410.612 | 437.891 |
| Fagforbund medlemstal | 2007 | 2011 | 2015 | 2019 | 2023 |
| 3F | 407.209 | 344.396 | 244.218 | 222.060 | 206.119 |
| FOA | 205.669 | 196.647 | 162.225 | 151.348 | 141.789 |
| Dansk Metal | 132.113 | 118.595 | 78.290 | 72.071 | 70.505 |
| HK | 329.679 | 290.306 | 188.418 | 176.276 | 158.191 |
| Krifa | 92.802 | 131.092 | 117.186 | 115.396 | 110.223 |
| ASE | 10.540 | 44.984 | 58.757 | 69.491 |
Kilde: Danmarks Statistik