I Arbejdsgiverforeningen KA glæder vi os over, at statsministeren i sin nytårstale italesatte nødvendigheden af, at Europa – og Danmark – kommer op i gear og ikke nøjes med at regulere, mens vi lader USA innovere og Kina kopiere, som Mette Frederiksen udtrykte det undervejs i sin tale.
Vi er naturligvis helt enige i, at vi skal beholde arbejdspladserne i Europa og i Danmark og at det kræver både offentlige og private investeringer. Men når statsministeren taler om, at vi bliver nødt til at se på hele værktøjskassen, er det bekymrende, at det første, hun nævner, er behovet for statsstøtte. Det er bestemt ikke en blomst, der er groet i vores have.
I stedet for at tale om statsstøtte og fælles gældsætning, hvor regningen ender hos vores børn og børnebørn, bør vi i stedet sætte endnu mere skub i afbureaukratisering og gøre det langt lettere at drive virksomhed i Europa og i Danmark. Her taler den såkaldte Draghi-rapport i øvrigt også sit tydelige sprog; Dansk og europæisk vækst hæmmes af alt for meget bøvl, bureaukrati og byrder for erhvervslivet.
SMV´erne, de små- og mellemstore virksomheder udgør mere end 90 procent af det danske erhvervsliv og udgør dermed rygraden i vores erhvervsliv. Derfor bør vi i langt højere grad understøtte deres mulighed for at vækste ved at fjerne unødvendigt bøvl og bureaukrati.
Vi har i Danmark alletiders mulighed for at påvirke Europas udvikling i en mere SMV-venlig retning, når vi til sommer overtager EU-formandskabet. Den chance må vi ikke forpasse og med en liberal europaminister (Marie Bjerre (V)) i spidsen, er vi da også optimistiske i Arbejdsgiverforeningen KA.
Det er ikke længere nok med flotte taler og hensigtserklæringer – der skal handles nu og i Arbejdsgiverforeningen KA er vi ikke i tvivl om, at mere afbureaukratisering og bedre vilkår for ikke mindst de små- og mellemstore virksomheder er vejen frem.