Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

-

KA: Tid til et opgør med den tvungne ATP-ordning

Af: Karsten Høgild


De seneste dages afsløringer af, at ATP’s udgifter til administration mildt sagt er løbet løbsk, understreger for os i Arbejdsgiverforeningen KA blot endnu engang, at det er på tide at tage et grundlæggende opgør med det tvungne medlemskab af ATP.

I foråret 2025 lancerede KA et nyt pensionsudspil. I den forbindelse fortalte jeg til Børsen, at hele det danske pensionssystem efter min mening har brug for en ny retning med langt større valgfrihed for danskerne. Vi foreslog blandt andet, at ATP gøres frivillig.

De seneste dages afsløringer om ATP’s administration af Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) viser med al tydelighed, hvorfor det er nødvendigt at gøre op med den tvungne ATP.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Siden 2018 har AFU brugt 62,9 millioner kroner på administration for at udbetale blot 8,5 millioner kroner fordelt på 20 sager.

Alene de seneste tre år er administrationsomkostningerne løbet op i hele 27,5 millioner kroner, mens selve udbetalingerne kun har udgjort én million.

Dertil kommer, at ATP i 2024 tabte hele 169 millioner kroner på sin investeringsportefølje. Det er svært at finde andre eksempler på en offentlig ordning, hvor skævheden mellem indbetalinger, omkostninger og reelt udbytte er så åbenlys.

Endnu mere bekymrende er det, at ATP i første omgang ikke kunne fremlægge et klart regnskab for fonden. Først efter politisk pres blev tallene lagt frem, og de afslører, at store summer er blevet brugt på interne poster som IT, ledelse, honorarer og øvrige ATP-funktioner.

I stedet for at sikre ordentlighed og retfærdighed for de udenlandske arbejdstagere, som fonden var tiltænkt, har vi altså fået en ordning, der i praksis fungerer som et dyrt administrativt monster uden gennemsigtighed og uden rimelig proportionalitet mellem udgifter og effekt.

Når man samtidig holder sig for øje, at danskerne fortsat tvinges til at betale til ATP, står det klart, at tiden er løbet fra den obligatoriske model.

Vi har i Danmark et pensionssystem, der allerede er blandt verdens stærkeste. Danskerne er i forvejen forpligtet til at spare op gennem arbejdsmarkedspensioner og private ordninger. Der er derfor ingen rimelighed i, at man ikke frit kan vælge, om ens penge skal bindes i ATP, som har vist sig ineffektiv og uigennemsigtig.

En frivillig ATP-ordning vil skabe den valgfrihed, der hører hjemme i et moderne arbejdsmarked. Den vil give danskerne mulighed for at tage ansvar for deres egen opsparing, og den vil frigøre virksomheder og borgere fra at betale til en ordning, der i stigende grad fremstår som en ineffektiv rest fra en svunden tid.

Debatten om ATP handler i sidste ende ikke kun om penge. Den handler om tillid til, at vores fælles systemer forvaltes ansvarligt og transparent. Når det nu står klart, at ATP ikke lever op til dette, er der kun én vej frem: Lad os afskaffe det tvungne medlemskab og give virksomhederne og danskerne retten til selv at bestemme.

Del denne artikel: