Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

-

KA’s Barselsfond bliver en smule dyrere

Selv om du som medlem skal betale lidt mere til KA’s Barselsfond fra årsskiftet, er den fortsat markant billigere end Barsel.dk.

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Foto: Colourbox

Som medlemsvirksomhed betaler du i dag 2,0 promille af jeres samlede lønsum til KA’s Barselsfond. Det bidrag hæves pr. 1. januar 2026 med 0,2 promille til 2,2 promille.

KA’s Barselsfond er – trods den lille stigning – fortsat langt billigere end den statslige ordning Barsel.dk, som hæver bidraget markant pr. 1. januar 2026.

I dag betaler et KA-medlem cirka 800 kroner årligt til Barselsfonden for en medarbejder, der tjener i omegnen af 400.000 kroner om året. Det beløb stiger med 80 kroner pr. 1. januar 2026.

Bidraget til Barsel.dk er en helt anden historie. Her betaler man i dag 1550 kroner årligt pr. medarbejder. Det beløb stiger med 650 kroner til 2200 kroner pr. 1. januar 2026.

Ny lovgivning koster
KA-direktør Karsten Høgild konstaterer, at beslutningen om at hæve bidraget til KA’s Barselsfond er udtryk for rettidig omhu.

”Vores barselsfond er i dag langt billigere end Barsel.dk, og efter årsskiftet bliver forskellen endnu større, selv om vi hæver bidraget en smule. Det gør vi, fordi det er vigtigt, at vi holder fast i den sunde og robuste økonomi, der kendetegner barselsfonden. Vi ser ind i en fremtid, hvor der alt andet lige bliver et større træk på barselsfonden, så vi udviser rettidig omhu,” siger Karsten Høgild.

Han nævner Folketingets beslutning om at øremærke en større del af barselsorloven til fædrene som noget, der fører til større udgifter. De nye regler blev indført sidste år, og virkningen vil forventeligt ses tydeligere de kommende år.

Tidligere i år blev KA og Krifa enige om den nye overenskomst, der blandt andet indeholder forbedrede barselsvilkår for lønmodtagerne. Det fører ligeledes til et større udgiftspres på barselsfonden.

Del denne artikel: