”Hvis man skal stille en diagnose på den danske model, så må det være, at patienten lider af iltmangel, fordi der er grundlæggende funktionsfejl i modellen.”
Det er Krifa-formand Jane Heitmann, der stiller diagnosen. Hun mener, at modellen har tjent både lønmodtagere og arbejdsgivere godt gennem mange år, men den trænger til at blive moderniseret. Det er ikke tilstrækkeligt med en ny skrue hist og her samt en klat maling – det er modellens helt grundlæggende tandhjul, der skal justeres.
”Legitimiteten halter,” siger Jane Heitmann og nævner de cirka 500.000 lønmodtagere, som er organiseret udenfor Fagbevægelsens Hovedorganisation.
”Det tal er voksende. De 500.000 er ikke repræsenteret i de forhandlinger, som qua den danske models konstruktion foregår i små lukkede rum. Det går simpelthen ikke,” siger hun til KA-magasinet VÆRDI og uddyber:
”Hvis vi skal sikre, at modellen overlever, skal den tilføres ny frisk ilt. Det kan man blandt andet gøre ved at invitere de frie og uafhængige fagforeninger med omkring bordet, når der er trepartsforhandlinger. Det ville øge modellens legitimitet.”
Den danske mindretalsmodel
Organisationsgraden fortæller om sammenhængen mellem antal lønmodtagere og antal medlemmer af fagbevægelsen. Den er faldende, og det er ingen nyhed. Faldet har stået på i mange år, så i dag organiserer FH-forbundene mindre end halvdelen af de danske lønmodtagere. Den udvikling lægger et massivt pres på modellen, påpeger Jane Heitmann.
”Den danske model er i virkeligheden blevet en mindretalsmodel. Det er da en besynderlig konstruktion, at vi har et mindretal, der sidder og træffer beslutninger på vegne af et flertal. Det er på høje tid at modernisere modellen, så den kan være sig selv bekendt,” siger hun og understreger, at man hos Krifa er tilhængere af den danske model.
”Vi er glade for den del af den danske model, der vedrører os alle, men vi er meget betænkelige ved det hjørne, der handler om, at det er få parter, der sidder og træffer beslutninger på vegne af et flertal. Den del er vi kritiske overfor.”
Før Jane Heitmann satte sig i Krifas formandsstol, var hun i mange år folketingsmedlem valgt for Venstre. Hun har dermed observeret den berøringsangst, mange politikere har i forhold til fagbevægelsens enorme magt.
”Jeg undrer mig over den berøringsangst, der er på Christiansborg. For år tilbage foreslog Lars Løkke Rasmussen som statsminister at modernisere modellen, men det lader til, at han har glemt, hvad han mente dengang,” siger Jane Heitmann. Hun påpeger, at modellens legitimitet smuldrer i takt med, at FHs medlemstal skrumper:
”Det bliver man nødt til at forholde sig til på Christiansborg. Hvis den nedadgående negative spiral fortætter, bliver det mere og mere tydeligt, hvor udemokratisk et setup, vi har. Jeg har en klar forventning om, at man på Christiansborg når til en erkendelse af, at vi i et veludviklet demokrati som det danske ikke kan have en institution, der mangler demokratisk opbakning, mandat og legitimitet. Det dur ikke. Det kan vi ikke holde til,” siger hun og uddyber:
”Jeg synes, det vil klæde enhver demokrat at stille sig frem i forreste frontlinje og sige, at selvfølgelig skal vi sikre legitimiteten af den danske model, fordi den netop er vores allesammens.”
Vores afsæt er dialog
Tit hører man fagbevægelsen insistere på, at den har patent på den danske model. Jane Heitmann er lodret uenig i den udlægning:
”Vi er alle sammen – og jeg kan ikke sige det tydeligt nok – en del af den danske model, men vi har forskellige afsæt. Det er en fuldstændig konstrueret fejlfortolkning af den danske model, når man på den måde peger fingre ad folk og siger, at de ikke er en del af modellen,” siger hun og uddyber:
”Vi har et andet syn på, hvordan man løser konflikter – der er en grundlæggende forskel på os og fagbevægelsen. Vi bruger ikke konfliktretten til strejker og blokader – vores afsæt er dialog, fordi vi grundlæggende mener, at arbejdsgivere og arbejdstagere er hinandens forudsætninger. For os er arbejdsmarkedet ikke en kampplads – vi har forskellige interesser og afsæt, men vi er ikke hinandens modsætninger. Vi har brug for hinanden.”
I år fylder den danske model 125 år. Når Jane Heitmann kigger 25 år frem i spåkuglen, ser hun et anderledes arbejdsmarked for sig. Hvis der skal være en dansk model til den tid, kræver det fornyelse.
”Til den tid ser vi et meget mere individuelt arbejdsmarked, hvor det vil være meget mere fleksibelt. Vi ser nye måder at gå på arbejde på. Flere arbejder hjemmefra til den tid, og vi vil se nye ordninger. Der vil være færre kollektive overenskomster,” siger hun og uddyber:
”Vi vil se en generation af unge mennesker tappe ind i et helt andet værdisæt. Det skal vi ruste os til, og derfor nytter det ikke, at den danske model tegnes af bagstræberiske mennesker, som ikke vil erkende, at samfundet ændrer sig,” siger Jane Heitmann og opfordrer fagbevægelsen til at lægge stridsøksen:
”Der er brug for, at danske lønmodtagere forstår, hvorfor det er vigtigt at melde sig ind i en fagforening. I stedet for at slås om, hvilken man skal melde sig ind i, burde vi gøre fælles front, så flere kan se værdien af at være medlem af en fagforening. Der har vi en fælles mission. Det bør fagbevægelsen indse i stedet for at pege fingre ad os.”