I de forløbne måneder har flere LO-folk og arbejdsmarkedsforskere udtrykt skepsis overfor en eventuel arbejdsretsdom, som skulle fjerne konfliktret overfor Restaurant Vejlegården og andre virksomheder.
Senest i Politiken søndag, hvor Pernille Leidersdorff-Ernst, advokat i LO, udtalte:
“Det vil have vidtrækkende konsekvenser, hvis LO taber denne sag, så LO-forbundene ikke længere må etablere konflikt mod virksomheder, der ikke vil tegne overenskomst med os. Det vil blive nærmest umuligt at forsvare de løn- og ansættelsesvilkår, der er blevet kæmpet for i 100 år.”
Men intet kunne være mere forkert, siger Karsten Høgild, direktør i KA:
“Uanset Arbejdsrettens dom vil LO-forbunds konfliktret bestå overfor ikke-overenskomstdækkede virksomheder. Men vi håber, at Arbejdsretten vil sende et signal om, at der skal være tungtvejende grunde, før LO-forbund iværksætter en konflikt mod virksomheder, der tilslutter sig vores overenskomst,” fastslår Karsten Høgild.
Er der forskel på at have overenskomst eller ej?
Det, som Arbejdsretten skal forholde sig til, er det rimelige i en konflikt mod en virksomhed, der har tiltrådt en overenskomst – blot med en anden fagforening:
“Arbejdsretten skal tage stilling hvor vidtgående en konflikt mod en virksomhed må være – når virksomheden har tilsluttet sig en overenskomst, der er anerkendt af Arbejdsretten,” bemærker Karsten Høgild.
Han finder det oprørende, at som situationen er i dag kan LO-forbund som 3F behandle KA-medlemmer, som var de uorganiserede, ikke-overenskomstdækkede:
“Som situationen er i dag kan LO-forbund til enhver tid konflikte uorganiserede virksomheder og virksomheder, som er medlem af KA og har tilsluttet sig overenskomsten mellem KA og Krifa. Med andre ord behandles KA-medlemmer på samme måde som uorganiserede virksomheder. Det kan ikke være rimeligt,” pointerer Karsten Høgild.