Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Coronavirus: Det betyder trepartsaftalen

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale om en midlertidig lønkompensationsordning for fyringstruede medarbejdere. En del svar blæser stadig i vinden, men herunder er en række konkrete svar. Vi opdaterer denne side i takt med, at politikerne træffer beslutningerne.     

Foto: Colourbox

Aftalen betyder, at virksomheder, der oplever markant ordrenedgang og færre kunder som følge af coronavirus-situationen, kan få refunderet en del af lønudgifterne i op til tre måneder. 

Virksomhederne forpligter sig til ikke at afskedige medarbejdere af økonomiske årsager i den periode, hvor de modtager kompensationen.

 

Hvem gælder aftalen?

Aftalen gælder for lønmodtagere på private virksomheder, der står over for at skulle varsle afskedigelser for mindst 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.

 

Hvor stor er kompensationen?

Virksomheden får en lønkompensation fra staten på 75 procent af de pågældende medarbejderes løn - dog maksimalt 30.000 kroner pr. fuldtidsansat pr. måned, såfremt de undlader at varsle fyringerne.

For timelønnede udgør den statslige lønkompensation 90 procent - dog maksimalt 30.000 kroner pr. måned.

 

Hvor lang er kompensationsperioden?

Den midlertidige kompensationsordning gælder fra den 9. marts 2020 til den 9. juni 2020.

 

Medarbejderen hjemsendes

Virksomheden betaler fortsat fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden.

De fyringstruede medarbejdere må ikke arbejde, men hjemsendes i kompensationsperioden.

 

Medarbejderen betaler med fem dage

Den enkelte medarbejder, som virksomheden søger lønkompensation til, skal anvende ferie og/eller feriefridage og afspadsering på i alt fem dage i tilknytning til kompensationsperioden.

Hvis medarbejderen ikke har ferie, feriefridage, afspadsering mv. svarende til fem dage, skal der afholdes tjenestefri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår.

Virksomhederne kan ikke modtage lønkompensation for disse dage. 

Det er vigtigt, at virksomheden kan dokumentere - for eksempel på lønsedlen - hvis medarbejderen har holdt fri uden løn. 

 

Sådan udbetales lønkompensationen

Lønkompensationen udbetales på baggrund af virksomhedernes oplysninger om det antal medarbejdere, som ellers ville skulle have været afskediget som følge af coronavirus-situationen.

Medarbejderne skal i ansøgningen og den efterfølgende revision registreres på CPR-nummer.

Virksomheden skal ligeledes angive og begrunde for hvilken periode, den forventer arbejdsmangel – dog maksimalt over en periode på tre måneder påbegyndt tidligst den 9. marts 2020 og som afsluttes senest den 9. juni 2020.

 

Krav til virksomhedens dokumentation

Virksomheden skal efterfølgende med revisorbistand efterfølgende dokumentere, at den har hjemsendt de berørte medarbejdere i den angivne periode. Medarbejderen skal være ansat før den 9. marts 2020.

I dokumentationen skal blandt andet indgå attestation på, at de pågældende medarbejdere har været hjemsendt fra den eventuelle faglige repræsentant på virksomheden. Hvis der ikke er sådan en, kan de relevante faglige organisationer gøre indsigelse.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her