Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Den danske model er meget mere end LO

Johnny Nim, Det Faglige Hus' landsformand, og Svend Erik Bøytler Rahbek, formand for Arbejdsgiverforeningen KA, har tirsdag den 26. juni nedenstående indlæg med i Børsen.

Johnny Nim og Svend Erik Bøytler Rahbek underskriver overenskomsten mellem Det Faglige Hus og KA. Foto: Stefan Vase

Steen Bocians leder i Børsen forleden var interessant læsning, som kalder på en kommentar.

Først og fremmest tager vi afstand fra påstanden om, at en fagforening som Det Faglige Hus ikke er en del af den danske model.

Det er noget sludder. Det er sådan noget, vi plejer at høre fra LO-fagbevægelsen, men at det står i en Børsen-leder er ret overraskende.    

Lad os slå fast én gang for alle. Det Faglige Hus er en del af den danske model, nøjagtig ligesom arbejdsgiverforeningen KA på den modsatte side af bordet er det.

Det er vi, fordi vi regulerer løn- og arbejdsvilkår gennem en landsdækkende overenskomst, der dækker bredt branchemæssigt. Og overenskomst er kernen i den danske model, og vores har samme vægt som andre overenskomster.

Er Steen Bocian i tvivl om det, kan han ringe til Arbejdsretten, der for længst har anerkendt overenskomsten.

Både Det Faglige Hus og KA tager et stort ansvar på arbejdsmarkedet og lever op til alle de krav, der stilles.

Vi kunne faktisk godt tænke os at vide, hvad vi ellers skal gøre, for at vi i Steen Bocians verden kan blive en del af den danske model.

Ja, på mange områder gør vi tingene på en mere moderne, smart og pragmatisk måde end LO-fagbevægelsen, men det berettiger da ikke til, at vi dømmes ude i forhold til den danske model.

Massiv fremgang

Når vi kigger på medlemstallene, kan vi se, danskerne er glade for, at der findes et alternativ til LO-fagbevægelsen.

Sidste år fik Det Faglige Hus mere end 12.000 nye medlemmer, mens flere LO-forbund fortsatte styrtblødningen.

KA oplever også fremgang – de seneste år er arbejdsgiverforeningen vokset med cirka 10 procent årligt.   

Det er meget uklogt, når man som Steen Bocian sætter lighedstegn mellem den danske model og LO.

Hvis modellen skal overleve på sigt, hvilket vi ønsker og kæmper for, er det nødvendigt at give plads til andre spillere og nye løsninger. Det går ikke at lade det hele størkne i beton.

Hvis modellen skal have et folkeligt mandat, så nytter det ikke at pege fingre af de hundredtusindvis af danskere, der gerne vil modellen, men som gerne vil gøre tingene på en anden måde.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her