Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Er du opmærksom på dine medarbejderes ret til feriefridage?

Feriefridage er en særlig fraværsrettighed og omtales ofte som ”den 6. ferieuge”.

Foto: Colourbox

En medarbejders ret til feriefridage udspringer af overenskomster, individuel aftale eller virksomhedspolitik og er således ikke reguleret af ferieloven eller anden lovgivning.

Ansættelse under KAs overenskomst

Hvis ansættelsesforholdet er omfattet af overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus, har din medarbejder ret til feriefridage, når han/hun har været ansat i 9 måneder inden for de seneste 12 måneder. 

Medarbejderen optjener ret til 1,25 fridag per kvartal. Retten opnås første gang den dag i det kvartal, hvor ancienniteten opnås. Herefter gives 1,25 feriefridag hver den første i et kalenderkvartal.

Medarbejdere omfattet af overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus modtager fuld løn på feriefridage.

Feriefridage, der ikke er afholdt ved udgangen af et kalenderår, skal udbetales med januarlønnnen, medmindre der er indgået aftale om senere afholdelse.

Vær opmærksom på, at hvis din virksomhed er omfattet af en anden overenskomst, kan der være andre regler for feriefridage.

Afholdelse i forbindelse med opsigelse

I tilfælde af opsigelse kan du i henhold til overenskomsten ikke varsle din medarbejderes feriefridage til afholdelse.

Disse kan enten afholdes efter medarbejderens ønske, eller også skal de udbetales.

Hvis din medarbejder er fritstillet, anses feriefridage dog for afholdt, hvis fritstillingsperioden er minimum 14 dage ved opsigelse fra medarbejderens side og 30 dage ved opsigelse fra virksomhedens side. 

Da feriefridage som udgangspunkt er reguleret af overenskomster, skal du være opmærksom på, at reguleringen kan være anderledes end ovenstående, hvis ansættelsesforholdet er omfattet af en anden overenskomst. 

Ansættelse uden overenskomst

Er ansættelsesforholdet ikke omfattet af en overenskomst, har din medarbejder som udgangspunkt ikke ret til feriefridage, medmindre I har indgået aftale om det - eller retten fremgår af en personalepolitik, personalehåndbog eller lignende.

Reguleringen vil også afhænge af, hvad du har aftalt med medarbejderen.

 

Har du spørgsmål til feriefridage, eller er du i tvivl om den aftale, du har indgået med din medarbejder er fyldestgørende, er du velkommen til at kontakte KA på tlf. 82 132 132 eller juridisk@ka.dk.

 

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her