Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

KA og Det Faglige Hus enige om ny overenskomst

Ny overenskomst baner vej for det fleksible seniorliv, hvor arbejdsgivere og medarbejdere i langt højere grad får mulighed for at tilrettelægge arbejdslivet.

Foto: Colourbox

KA og Det Faglige Hus blev torsdag sidst på eftermiddagen enige om at forny overenskomsten for perioden 2019-2022. Inden overenskomsten kan træde i kraft, skal medlemmerne godkende den på KAs generalforsamling fredag den 1. marts.

Resultatet er kulminationen på flere måneders møder og intense forhandlinger.

- Der er givet og taget ved forhandlingsbordet – sådan vil det altid være, når to ligeværdige parter skal nå til enighed. Resultatet er tilfredsstillende, og det understøtter vores medlemmers fortsatte vækstmuligheder, siger KA-direktør Karsten Høgild.

Overenskomstfornyelsen betyder, at virksomhedernes omkostninger samlet set stiger med 7 procent over den 3-årige periode.

- Der er tale om en reallønsstigning, men det kan ikke være anderledes på et tidspunkt, hvor det går godt økonomisk – på samme måde som der blev holdt igen på omkostningerne under finanskrisen, siger Karsten Høgild.

Banebrydende nyhed

Den gennemsnitlige mindsteløn stiger med 5 procent over den 3-årige periode. Det svarer til en stigning på 2 kroner om året. Stigningen varierer i de forskellige fagoverenskomster.  

Karsten Høgild nævner ”Fleksibelt seniorliv” som en af overenskomstfornyelsens rigtig gode nyheder.

- Det er en landvinding, som ikke er set før. Det giver mulighed for, at man på den enkelte virksomhed kan tilrettelægge et fleksibelt seniorliv, der tager udgangspunkt i de ønsker og behov, som arbejdsgiver og medarbejder har. Målet med nyskabelsen er at kunne fastholde medarbejdere, der nærmer sig pensionen, på arbejdsmarkedet. I takt med at pensionsalderen stiger, ser vi en stadig større gruppe, som ikke kan holde til at arbejde på fuld tid. Med ”Fleksibelt seniorliv” skaber vi rammerne for, at flere fra den gruppe kan fortsætte til gavn for alle parter, siger Karsten Høgild.

Konkret giver ”Fleksibelt seniorliv” mulighed for, at medarbejderen – op til fem år inden folkepensionsalderen – kan begynde at gå ned i tid. Nedgangen i tid finansieres af medarbejderens pensionsopsparing.  

- Arbejdsgiver og medarbejder skal naturligvis kunne blive enige om, hvordan man indretter sig lokalt, men overenskomsten skaber rammerne for et langt mere fleksibelt seniorliv, siger Karsten Høgild.  

Fleksibiliteten udvides  

Det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag stiger med 1½ procentpoint over den 3-årige periode. Karsten Høgild forklarer, at stigningen er med til at gøre ”Fleksibelt seniorliv” muligt. Det medarbejderbetalte pensionsbidrag stiger ikke.   

Overenskomstfornyelsen udvider desuden fleksibiliteten i forhold til varsling af ændring af arbejdstid. Den nuværende frist på 14 dage reduceres til 7 dage. På serviceområdet reduceres fristen fra 7 dage til én dag.

Begrebet ”Den normale arbejdstid” udvides, således der bliver færre timer, hvor der skal betales tillæg til medarbejderen.       

Barnets 1. sygedag ændres til barnets sygedag, således det ikke længere er et krav, at det er barnets første sygedag, medarbejderen tager. Det styrker familiernes mulighed for at håndtere en travl hverdag.

I forbindelse med overenskomstfornyelsen er KA og Det Faglige Hus blevet enige om en ferieaftale, som erstatter den nye ferielov. Aftalen betyder, at overenskomstmæssige fridage beregnes samtidig med ferien – det betyder en administrativ lettelse for arbejdsgiverne.    

Mere info på vej

Vedtages overenskomstfornyelsen på generalforsamlingen den 1. marts, bliver den efterfølgende lagt på KAs hjemmeside – ligesom den i slutningen af marts udsendes i papirform til samtlige medlemmer.

KA holder 10 orienteringsmøder i løbet af foråret, hvor der bliver gået meget mere i dybden med den nye overenskomst, og der bliver selvfølgelig rig mulighed for at stille spørgsmål.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her