Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

KA roser regeringen for forslag om lavere beløbsgrænse

​​​​​​​Når det ikke er muligt at skaffe dansk arbejdskraft, skal det være lettere at få udenlandske medarbejdere til Danmark. Derfor ser KA lavere beløbsgrænse som et skridt i den rigtige retning.

Foto: Lars Salomonsen

Regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft møder fuld opbakning fra Arbejdsgiverforeningen KA.

- Vi oplever, at det i flere brancher er så svært at skaffe arbejdskraft, at det er nødvendigt at hente medarbejdere udenfor Danmarks grænser. Vi ser helst, at arbejdskraften kommer fra Danmark, men når det nu ikke kan lade sig gøre i alle tilfælde, må vi skrue på de nødvendige håndtag for at sikre væksten og fremgangen, og det er regeringens forslag udtryk for, siger KA-direktør Karsten Høgild.

I dag er beløbsgrænsen 418.000 kroner, og det er ifølge KA for meget. Karsten Høgild nævner landmænd, smede, håndværkere og teknikere som faggrupper, hvor der er mangel på hænder.

- Vi hører nærmest dagligt om virksomheder, der ikke kan skaffe danske medarbejdere. De er nødt til at søge udenlands – og nogle gange uden for EU. Med den nuværende ordning skal virksomheden betale en udenlandsk medarbejder mindst 35.000 kroner om måneden. Det siger sig selv, at det regnestykke i langt de fleste tilfælde ikke hænger sammen, siger Karsten Høgild og kommer med en klar opfordring:

- Gang på gang hører vi i debatten, at virksomhederne bare skal bruge dansk arbejdskraft, men det er svært at finde de danske medarbejdere. Hvis de findes, vil jeg gerne opfordre dem til at komme på banen.

Store konsekvenser

Regeringen foreslår at sænke beløbsgrænsen til 330.000 kroner for personer fra en særlig gruppe af lande.

- Jeg kan se, at LO-fagbevægelsen og flere partier allerede råber social dumping efter forslaget. Det er en forfejlet kritik. Hvis regeringens forslag gennemføres, betyder det, at en udenlandsk medarbejder mindst skal have 27.000 kroner om måneden. Sådan en løn har intet med social dumping at gøre, siger Karsten Høgild.

Hvis virksomhederne ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, har det store konsekvenser for det danske samfund.

- Virksomhederne må sige nej til ordrer, og i nogle tilfælde kan manglen på arbejdskraft tvinge dem til at rykke til udlandet. Vi mister skatteindtægter, som er forudsætningen for, at vi kan bevare og videreudvikle det velfærdssamfund, som vi alle har glæde af, siger Karsten Høgild.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her