Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED
Vejlegården

Sammenligning er ikke fyldestgørende

Karsten Høgild, direktør i KA, glæder sig over, at 3F nu har erkendt, at deres overenskomst ikke er bedre end KAs på "samtlige punkter". Men deres sammenligning rummer store mangler, konstaterer han.

Foto: Stefan Vase

Først hed det, at Amin Skov Badrbeigi, indehaver af Restaurant Vejlegården, lønnede sine ansatte bedre end 3Fs overenskomst. Så hed det, at hans overenskomst lå 10-15 procent under 3Fs. Og endelig hed det, at 3Fs overenskomst var bedre end KAs på samtlige punkter.

Men nu har piben fået en anden lyd. I debatindlæg og på hjemmesider erkender 3F nu, at 3Fs overenskomst ikke er bedre end KAs på samtlige punkter. Men kun på 41 ud af 46 punkter. Og det glæder trods alt Karsten Høgild, direktør i KA - Kristelig Arbejdsgiverforening:
- Det glæder mig, at 3F erkender, at der ikke er belæg for at sige, at deres overenskomst er bedre end KAs på samtlige punkter. Det må have været svært for dem at komme dertil, når de nu så stædigt har fastholdt "samtlige punkter" i så langt tid, siger Karsten Høgild.

Mindsteløn er ikke alt
Han har dog set 3Fs sammenligning af de to overenskomster og er ikke videre imponeret:
- De satser, de lægger til grund er for så vidt rigtige nok. Men 3F går galt i byen: Kan man sammenligne mindstelønninger, når 3F har fire forskellige, og vi kun har én? Der er stadigt flere overenskomster, der i dag kun har én absolut mindsteløn, der ikke er opdelt efter uddannelse, konstaterer Karsten Høgild.

Han tillægger i øvrigt heller ikke sammenligningen af mindstelønninger den store værdi, da en undersøgelse af lønniveauet blandt KAs medlemmer, udført af analyseinstituttet Lindberg International for KA, viser, at lønninger i gennemsnit ligger 22 procent over mindstelønnen:
- Det giver ingen mening at sammenligne mindstelønninger. Alle arbejdsgivere ved godt, at vil man have dygtige og velkvalificerede medarbejdere, så må man nødvendigvis betale en løn på niveau med konkurrenterne, fastslår Karsten Høgild.

En overenskomst er kompleks
Men 3Fs sammenligning udstiller også, at man reelt ikke kan sammenligne to overenskomster og konkludere, at den ene er så og så meget bedre end den anden:
- Jeg har forsøgt at forklare 3F, at en overenskomst er en kompleks aftale. Når man læser en overenskomst, vil der være noget, som en lønmodtager tillægger større værdi end andet. Det kunne være barsel og sundhedssikring, siger Karsten Høgild.

Hvis man går på barsel med KAs barselsfond, er perioden med forældreorlov 12 uger - med fuld løn. Til sammenligning giver 3Fs overenskomst kun ret til syv ugers forældreorlv med fuld løn. Dog med 135 kr. pr. time som loft. KAs overenskomst indeholder desuden en sundhedssikring for alle lønmodtagere. Sundhedssikringen giver adgang til gratis behandlinger på privathospital, ved fysioterapeut eller hos en psykolog.
- Hvis man er gravid, vil man sætte pris på den barselsaftale, som er i KAs overenskomst. Og jeg ved, at mange lønmodtagere sætter pris på sundhedssikringen og betragter den som et gode. Hvilken værdi vil 3F give det? spørger Karsten Høgild.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her