Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

DEBAT
Vejlegården

Sandheden er ikke rar

Karsten Høgild, direktør i KA, svarer igen på en række anklager, som 3F Vejle retter mod indehaveren af Restaurant Vejlegården og mod KA. Det kan man læse i tirsdagens udgave af Vejle Amts Folkeblad. Læs debatindlægget her.

Foto: Stefan Vase

Henning Troelsen rejser i Vejle Amts Folkeblad den 21. juni et meget principielt spørgsmål i forbindelse med 3F’s blokade af Restaurant Vejlegården: Hvad er sandhed?

1. Hvad er sandheden, når KA og Amin Skov Badrbeigi mener, at der er indgået en aftale i Arbejdsretten?
2. Hvad er sandheden, når Henning Troelsen påstår, at 3Fs overenskomst er bedre end KA’s og Krifas på samtlige punkter?
3. Hvad er sandheden, når Henning Troelsen påstår, at Amin anvender ansættelseskontrakter, som ikke sikrer ordentlige løn- og ansættelsesforhold?

1. I Arbejdsretten tilkendegav LO to gange på vegne af 3F Vejle, at de ikke længere ville opfordre til kundeboykot af Restaurant Vejlegården.
Arbejdsrettens dommer spurgte KA, om vi var tilfredse med den udmelding. Og det var vi. Blev der afgivet et løfte? Ja. Blev der indgået en aftale? Ja. Enhver, der læser referaterne fra Arbejdsretten, kan ikke komme til anden konklusion.
Alle, der har lyst, kan læse referaterne på ka.dk/konflikt.

2. Hvilken overenskomst giver gravide de bedste forhold? Hvilken overenskomst stiller de bedste betingelser for, at sygemeldte og nedslidte hurtigt kan få den mest optimale behandling?
En undersøgelse, som COWI udførte for Beskæftigelsesministeriet i 2011, placerede KA’s barselsordning i førerfeltet.
En sundhedsforsikring sikrer, at syge og nedslidte kan få hurtig og førsteklasses behandling.
En undersøgelse, som KA har gennemført blandt alle sine medlemmer, viser, at lønningerne i gennemsnit ligger 22 pct. over mindstelønningerne i overenskomsten. Og hvorfor? Fordi de ansatte er arbejdsgivernes vigtigste ressource. Ingen bruger KA’s overenskomst med Krifa som et dække for at give elendige lønninger.

3. Kender Henning Troelsen ansættelseskontrakterne pr. dags dato, eller hænger han sig i gamle ansættelseskontrakter, som hører til tiden før Amins overtagelse af Vejlegården? Faktum er, at ansættelseskontrakterne lever op til de krav, som Krifa har fastlagt gennem overenskomsten med KA - og mere end det!

Så hvad er sandheden, når det kommer til stykket?
3F er i gang med at kvæle en virksomhed, hvor der er gode løn- og ansættelsesforhold, og hvor de ansatte er glade for at gå på arbejde.
Skal det være historien om 3F Vejles arbejde? At de modarbejder lønmodtagere? At de lukker en virksomhed, hvor der er gode løn og ansættelsesforhold?
Vejlegården efterlever det, som fagforeninger har kæmpet for i 100 år. Og derfor markerer 3F med sin aktion i Vejle et stilskifte for fagforeninger: Det handler om magt, ikke om at sikre gode ansættelsesvilkår.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her