Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED
Politikere
KA
KA Pleje

”SMVere trak Danmark bedre igennem krisen”

Vi skal sænke momsen, og skattelettelser står ikke højt på ønskesedlen fra Kristendemokraternes politiske leder og formand Stig Grenov.

På hvilke områder spiller SMVere en vigtig rolle?

»SMVere er dem, som har de største vækstmuligheder og vækstpotentiale. Vi fokuserer altid meget på de store. Men procentuelt er det SMVerne, der har det bedste vækstpotentiale. De er mere omstillingsparate - også i krisetider. Der er nogle, der mener, at Danmark er kommet bedre igennem krisen end andre lande, fordi vi har en så stor andel af små og mellemstore virksomheder.«

Kan I forhindre, at virksomheder forsvinder fra ”Udkantsdanmark”?
»Vi kan arbejde målrettet for at skabe offentlige transportmuligheder. Ved udflytning af virksomheder til landdistrikterne skal ægtefæller have mulighed for at få arbejde. Der skal være internetforbindelser over hele landet, så man ikke mangler en ordentlig internetforbindelse. Vi skal arbejde med uddannelse, transport, IT og service. Vi ønsker os også satellitter af universiteterne i landdistrikterne. Og hvis man bliver uddannet der, har det en stor betydning for virksomhederne lokalt. Det kunne skabe vækst. Vi skal ikke lave ”udkants-bistand”, men i øjeblikket tømmer vi landdistrikterne.«

I genopretningspakken fra 2010 - en aftale mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti - blev der aftalt et loft på 3000 kroner for fradrag til fagforeninger. Og samtidig skulle arbejdsgiverne betale sygedagpenge i 30 dage i stedet for 21 dage. Nu hvor fradraget er hævet til 6000 kroner, skal arbejdsgiverperioden så sættes ned til 21 dage igen?

»Det ville være rimeligt. Selvfølgelig skal arbejdsgiverne lettes, når tiden skrues tilbage. Et højere fradrag til fagforeninger er i orden. Men så er det også rimeligt, at virksomhederne ikke skal punge så meget ud.«

Kan I gøre noget for, at produktionsarbejdspladser bliver bevaret i Danmark uden at blande jer i lønudviklingen?

»Ja. På en længere bane. Da vi var i Folketinget i 2011, fik vi regnet på sådan et forslag: Vi kunne godt tænke os at sænke momsen til 20 procent. Det ville vi finansiere med et lønstop. For arbejdstager ville det betyde, at det, der kostede 125 kroner, ville koste 120 kroner. Det ville med det samme få indflydelse på turisme, transport - på alle de områder, hvor momsen har en virkning. Med tiden vil danske produktionsvirksomheder komme på niveau med udenlandske virksomheder. Er der problemer ved det? Ja. Noget har vi styr på. På andre områder har vi brug for inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Men det er teknisk muligt.«

Den liberale tænketank CEPOS har foreslået en tvungen pensionsordning, fordi for mange i dag ikke har en arbejdsmarkedspension. Hvad tænker du om det?

»Jeg kender ikke forslaget. Vi vil ikke stille os afvisende overfor det. Men jeg har det svært med, hvis folkepensionen igen bliver fattighjælp. Det er fint, hvis man vil indbetale mere, men at privatisere 100% har ikke alene store sociale konsekvenser, det er også en skjult skattestigning.«

Skal vi i Danmark have en lovbestemt mindsteløn?

»Nej. Det er et skråplan. Vi har i Danmark et andet arbejdsmarked. Arbejdsmarkedets parter regulerer de ting. Hvis staten går ind på den bane, så bliver det mindre effektivt. Jeg er simpelthen bange for konsekvensen. Det skal være arbejdsmarkedets parter, der skal ønske det.«

SMVere efterlyser indkomstskattelettelser frem for selskabsskattelettelser. Er du tilhænger af indkomstskattelettelser, selskabsskattelettelser, begge dele eller ingen af delene?

»Ingen af delene. Vi har ikke tænkt os at ændre det. Hvis vi skal have indkomstskattelettelser, så skal det være på bundskatten, fordi det er det bedste for virksomhederne. Der er nogen, der vil finansiere det ved at lade alle de fattige betale. Og det er ud fra devisen: Hvis vi bare sulter folk, der ikke er på arbejdsmarkedet, så kommer de nok ud. Man har flyttet Socialministeriet over i Beskæftigelsesministeriet. Man glemmer, at mennesker gerne vil yde og være en del af et fællesskab. Der er nogle, der går på arbejde og faktisk betaler for det i starten. Men de gør det, fordi de gerne vil være en del af et socialt fællesskab og vide, at man bliver brugt.«

Skal boligjobordningen genindføres? Hvis ja: I samme eller i ændret form?

»Ja. På samme måde som indtil nu. Specielt når vi er i en situation, at der mangler lærlinge. Vi bliver nødt til at kigge lidt frem. Vi har brug for, at der er nogen, der uddannede, når hjulene begynder at køre. Det hjælper ikke noget, at hjulene begynder at køre, og så har vi ikke nogen, der kan arbejde.«

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her