Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

-

Nu får alle erhvervsdrivende ret til en erhvervskonto

Politikerne har netop besluttet, at samtlige erhvervsdrivende fra 1. januar 2025 skal have ret til at få en konto i banken.

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Foto: Colourbox

De seneste år har mange mindre erhvervsdrivende oplevet bøvl og besvær, når de skulle oprette en konto i danske pengeinstitutter. Flere har ligefrem oplevet, at de blev afvist i pengeinstituttet, når de ville åbne en konto. Det er et stort problem, som KA gentagne gange har rejst overfor politikerne.

Derfor er glæden stor i dag, hvor et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der betyder, at alle erhvervsdrivende fra 1. januar 2025 får ret til at få en konto i banken. Det er en ret, som alle privatpersoner har haft i årevis.

”Vi har gennem årene hørt fra flere erhvervsdrivende, der har haft store problemer med at få en basal bankkonto, som de kan sætte deres indtjening ind på. Derfor er det rigtig glædeligt, at den forhindring nu fjernes, så virksomhederne kan bruge tiden og kræfterne på det, det burde handle om – nemlig at drive virksomhed,” siger René Nord Hansen, politisk chefkonsulent i KA.

En basal erhvervskonto er vigtig, fordi det giver erhvervsdrivende mulighed for at indsætte modtagne betalinger, lette administrationen og få adgang til en Nemkonto.

Når et pengeinstitut modtager en anmodning om at åbne en basal erhvervskonto, skal pengeinstituttet ifølge Erhvervsministeriet hurtigst muligt og inden for 10 dage behandle anmodningen, når den er fuldt oplyst.

Et pengeinstitut vil i særlige tilfælde kunne afvise at oprette en basal erhvervskonto, f.eks. ved mistanke om hvidvask. Der etableres en klagemulighed for virksomhederne og foreningerne til at få efterprøvet pengeinstitutternes eventuelle afslag på en ansøgning om en basal erhvervskonto. 

Del denne artikel: