Indførelsen af valgmulighed mellem kommunalt eller privat leveret ældrepleje i 2003 rejste naturligt på lønmodtagersiden spørgsmålet om, hvilket forbund der skulle overenskomstdække private plejefirmaer.
Det krævede en del armlægninger og spillen med musklerne mellem FOA, der havde overenskomstdækket den kommunale ældrepleje i årtier og SiD (nu 3F) med Kvindeligt Arbejderforbund i baggrunden, der traditionelt tilsammen har overenskomstdækket et utal af ufaglærte eller kortuddannede arbejdsområder på det private arbejdsmarked.
Det blev FOA, der blev ældreplejens overenskomstpart på både det offentlige og det private arbejdsmarked.
Det var vi i FOA naturligvis uhyre tilfredse med. Og forbundet har siden systematisk arbejdet på at indgå overenskomster med arbejdsgiverforeninger og enkeltstående plejefirmaer i den private sektor. Det har indimellem været en overraskende krævende opgave. Krævende, fordi overenskomstdækning ellers gennem de forudgående godt og vel hundrede år burde være blevet en helt rutinemæssig opgave for både lønmodtagere og arbejdsgivere, når nye arbejdsområder opstår på det private arbejdsmarked.
Fræk tanke
Og så kom der alligevel en – for FOA – ny arbejdsgiverorganisation på banen, da direktøren for Kristelig Arbejdsgiverforening, Karsten Høgild, ringede for at tale om overenskomstdækning af pleje og omsorg.
Det var i sig selv en “fræk” tanke at forene to så umage parter, som siden den store lockout på arbejdsmarkedet i 1899 i den grad havde haft en ganske markant uvilje mod hinanden.
En uvilje, som både var historisk og holdningsmæssigt betinget.
Det holdningsmæssige kredser ikke mindst omkring konfliktløsningssystemet, hvor de kristelige arbejdsgiver- og lønmodtagerbevægelser er modstandere af den mulighed for arbejdskonflikter, som de etablerede arbejdsgiver- og faglige organisationer anser for at være helt centrale i den danske model.
Men det var også en interessant tanke for begge parter. For KA formentlig, fordi en FOA-underskrift på en pleje- og omsorgsoverenskomst ville forhindre ballade i de kommuner, hvor KA ville søge godkendelse som leverandør af pleje og praktisk hjælp. Og for FOA, fordi det ville fastholde den samlede ældrepleje som FOAs naturlige faglige område.
Og dermed var banen ryddet for at føle hinanden på tænderne og afprøve gennem forhandlinger, hvorvidt der kunne udformes en fælles overenskomst, som kunne bygge bro over de modsatrettede syn på anvendelse af konfliktvåbnet indenfor overenskomstens område.
Og det lykkedes at finde en ny mekanisme for, hvordan uenighed om overenskomstens fornyelse kunne håndteres, som begge parter kunne leve med. Kombineret med en særlig arbejdsgiverkonstruktion med etablering af Kristelig Arbejdsgiverforening for Pleje.
KA er en troværdig modpart
Overenskomstindgåelsen vakte opsigt, og skabte modstand i både LO, dele af FOA og i Kristelig Fagforening. Men underskrifterne kom i den sidste ende på, og overenskomsten lever fortsat i bedste velgående.
For mit vedkommende har overenskomstindgåelsen, de efterfølgende fornyelser og de løbende afklaringer af forskellige fortolkninger og andre uenigheder vist, at Kristelig Arbejdsgiverforening er en troværdig arbejdsgivermodpart, som bygger på værdier og holdninger, der ikke mindst handler om moral og anstændighed. Og i den forstand har overenskomsten været med til at fjerne en fordom eller to.
Hvor jeg indimellem mødte arbejdsgivere på det etablerede arbejdsmarked, som ønskede forringelser og billiggørelse af den overenskomstmæssige pris for arbejdskraften i ældreplejen, har jeg aldrig mødt krav af den karakter fra KA.
KA har naturligvis haft fokus på, at deres medlemmer ikke fik højere omkostninger end ældreplejens øvrige private leverandører, men det synspunkt har også været FOAs, som ikke har ønsket unfair konkurrence på løn. Og så har KAs indgangsvinkel til de mange debatter om kvalitet i ældreplejen, snyd med skattekroner til velfærd og konkurser blandt private plejefirmaer på mange måder flugtet godt med FOAs.