Sagen drejede sig om en stationsoperatør ansat i et italiensk metroselskab. Medarbejderen havde flere gange anmodet sin arbejdsgiver om at få faste arbejdstider, så hun kunne tilpasse sin arbejdsdag efter plejebehovene for sin hjemmeboende mindreårige søn med et alvorligt handicap. Plejen krævede tilstedeværelse på et fastlagt tidspunkt hver eftermiddag.
Arbejdsgiveren imødekom ikke medarbejderens ønske om faste arbejdstider, men bevilligede hende dog visse midlertidige tilpasninger af arbejdsvilkårene bestående i et fast arbejdssted og mulighed for at vælge sin fortrukne arbejdstid, mens de øvrige stationsoperatører havde skiftende arbejdstider.
Medarbejderen anlagde herefter sag mod arbejdsgiveren med påstand om, at arbejdsgiverens afslag på at imødekomme anmodningen om en permanent tilpasning af arbejdsvilkårene var diskriminerende.
Sagen blev forelagt EU-Domstolen af den italienske Højesteret, som anmodede Domstolen om at tage stilling til, om forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap også omfatter tilfælde, hvor en medarbejder ikke selv er handicappet, men varetager hovedparten af plejen af sit handicappede barn.
EU-Domstolens konklusion
EU-Domstolen nåede frem til, at beskyttelsen mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap også omfatter medarbejdere, der ikke selv har et handicap, men som udsættes for forskelsbehandling på grund af den bistand, som vedkommende yder sit barn med et handicap, og hvorigennem barnet får hovedparten af den pleje, som det har brug for på grund af sit handicap.
Domstolen fastslog desuden, at en arbejdsgiver har pligt til at foretage rimelige tilpasninger i forhold til sådanne medarbejdere, forudsat at disse tilpasninger ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde.
Hvilken betydning har dommen for KA-medlemmer?
EU-Domstolen fastslog i 2008, at forbuddet mod direkte forskelsbehandling også omfatter medarbejdere, der varetager hovedparten af plejen af deres handicappede børn. Med den nye dom af 11. september 2025 udvides beskyttelsen nu til også at omfatte indirekte forskelsbehandling af disse medarbejdere.
KA forventer, at dommen vil medføre en bredere fortolkning af, hvornår medarbejdere, der varetager hovedparten af plejen af deres handicappede børn, er omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling efter forskelsbehandlingsloven. Dommen forventes desuden at få betydning for, hvornår og i hvor stort et omfang, en arbejdsgiver efter forskelsbehandlingsloven er forpligtet til at foretage rimelige tilpasninger, så disse medarbejdere kan varetage plejen af deres handicappede børn.
Hvis en medarbejder anmoder om tilpasninger i arbejdet for at kunne tage vare på sit barn med handicap, bør anmodningen derfor tages alvorligt. Arbejdsgiveren skal foretage en konkret vurdering af muligheden for tilpasning af arbejdet, før der tages stilling til, om de ønskede ændringer vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren.
Eksempler på tilpasninger kan for eksempel være ændring af arbejdstider eller fast arbejdssted.
Vurderingen af, om en tilpasning er uforholdsmæssigt byrdefuld for arbejdsgiveren, bør altid foretages konkret og individuelt på baggrund af de specifikke omstændigheder i den enkelte sag.
Hvis du som KA-medlem får en henvendelse fra en medarbejder, der varetager hovedparten af plejen af sit handicappede barn, og som anmoder om tilpasninger af sin stilling på grund af plejeopgaven, anbefaler vi, at du søger rådgivning hos juridisk afdeling i KA.