Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

-

Deadline nærmer sig: Har dine medarbejdere noget til gode?

Det er snart tid til at udbetale ikke-afholdte opsparede fridage og overskud på SH-opsparingen.

Af: Arbejdsgiverforeningen KA

Foto: Colourbox

Vi nærmer os årets udgang, og i den forbindelse kan dine medarbejdere have nogle tilgodehavender, som skal opgøres og udbetales. Det gælder dine medarbejderes ikke-afholdte fridage og eventuelle overskud på SH-opsparinger.

Opsparede feriedage
Medarbejdere, som har 6 måneders anciennitet inden for de seneste 12 måneder, har efter overenskomsten mellem KA og Krifa ret til 1,25 fridage med fuld løn pr. kvartal. En medarbejder kan altså opnå ret til op til 5 fridage med løn i løbet af et kalenderår – populært kaldet ”6. ferieuge”.

De opsparede fridage skal som udgangspunkt afholdes i løbet af kalenderåret, og det kræver en varslingsfrist på 1 måned, hvis I ønsker at placere dagene.

I kan også aftale, at afholdelse af fridagene udskydes til næste år, hvis I ikke kan nå at placere alle dagene inden da. Det kræver blot, at I er enige med medarbejderen om at gøre det sådan.  

Kan I ikke blive enige om sådan en aftale, skal ikke-afholdte fridage i stedet udbetales med januar-lønnen. Her tillægges feriepenge, overenskomsttillæg og pension.

Medarbejdere, der er ansat med jobløn, kan dog ikke kræve at få værdien af ikke-afholdte fridage udbetalt.

SH-opsparing
I overenskomsten findes der tre muligheder for søgnehelligdagsbetaling: Betaling af fuld løn på søgnehelligdage, indregning af søgnehelligdagsbetalingen i lønnen på de øvrige dage eller en opsparingsordning med acontoudbetalinger i forbindelse med søgnehelligdage.

Hvis I anvender opsparingsordningen, og der i opgørelsen ved kalenderårets udløb er overskud på medarbejderens konto, skal dette overskud udbetales senest med lønudbetalingen for januar.  

En udbetaling af sådan et overskud skal tillægges pension, men ikke feriegodtgørelse og overenskomsttillæg.

Ovenstående gælder alene for ansættelsesforhold omfattet af overenskomsten mellem KA og Krifa for perioden 2025-2028. For andre overenskomster kan udgangspunktet være anderledes. Vi anbefaler derfor altid, at vores medlemmer kontakter juridisk afdeling, hvis du har konkrete spørgsmål i relation til dine medarbejdere.

Del denne artikel: