Senest pr. 1. januar 2026 er en række regler ændret med det formål at skabe flere muligheder for fritidsjob til unge. Vi giver dig her overblikket over de vigtigste ændringer.
Arbejdstidens placering
Ændringerne gør det blandt andet muligt for unge, som er fyldt 15 år, og som ikke er omfattet af undervisningspligten, at arbejde i tidsrummet mellem kl. 6 og kl. 22 eller mellem kl. 7 og kl. 23.
Der er dog visse undtagelser, for eksempel må unge arbejde fra kl. 4 ved staldarbejde inden for landbruget. Det skal dog understreges, at der er tale om en ændring af, hvornår arbejdstiden må placeres, og ikke af hvor lang tid den unge må arbejde.
Undervisningspligten ophører med udgangen af den 30. juni ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin, dog senest med udgangen af den 30. juni i det kalenderår, hvor den unge fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen.
Unges alene-arbejde
Reglerne for, hvor den unge må arbejde alene, er også ændret. Det er nu kun arbejde, hvor der er risiko for psykisk eller fysisk vold, arbejde i isolerede områder eller områder uden almindelig færdsel, hvor unge ikke må arbejde alene. I disse tilfælde skal den unge arbejde sammen med en person, der er fyldt 18 år og har fornøden indsigt i arbejdets art, der er fysisk til stede.
Det betyder, at den unge nu kan arbejde alene flere steder. Dog skal det være muligt for den unge at få hurtig og effektiv hjælp, der fjerner de udfordringer, som den unge befinder sig i.
Hjælpen skal komme fra en person, der er fyldt 18 år, og som har fornøden indsigt i arbejdets art. Arbejdsgiveren skal foretage en konkret vurdering af, hvilken hjælp der i den pågældende situation er tilstrækkelig. Alt efter den konkrete situation kan hjælpen både være fysisk eller fjernhjælp i form af eksempelvis et telefonopkald.
Arbejde med maskiner
Tidligere har unges arbejde med maskiner været begrænset af en forbudsliste over de maskiner, som unge under 18 år ikke må arbejde med.
Forbudslisten er nu fjernet, og i stedet skal arbejdsgiveren foretage en konkret risikovurdering af den unge, maskinen og det arbejde, som den unge skal foretage med maskinen. Det er arbejdsgiverens ansvar at vurdere, om det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt for den unge at arbejde med maskinen.
Maskiner er i denne sammenhæng alle former for maskiner, tekniske hjælpemidler, anlæg og arbejdsprocesser. Der skal derfor laves en risikovurdering, hvis den unge skal arbejde med en af disse.
Lempelsen er ikke ensbetydende med, at unge må arbejde med alle maskiner. Arbejdsgiveren kan vurdere, at det er for farligt for den pågældende unge at arbejde med maskinen. Arbejdstilsynet kan være uenig med arbejdsgiverens vurdering, hvis det er åbenlyst for farligt for den unge at arbejde med maskinen.
Arbejdstilsynet har udarbejdet et værktøj til den lovpligtige risikovurdering, som kan findes her.
Beskæftigelse af unge, som er 13-14 år eller som er omfattet af undervisningspligten
De nye regler giver også mulighed for, at unge, som er 13-14 år eller som er omfattet af undervisningspligten, kan varetage flere forskellige arbejdsopgaver end tidligere.
Unge, som er fyldt 13 år, må nu beskæftiges med forskellige former for lettere arbejde, som er opremset i et bilag til bekendtgørelsen, som findes her.
Ved lettere arbejde forstås arbejde, der er enkelt, forudsigeligt og overskueligt for den unge, og som ikke sker under højt arbejdstempo. Arbejdet må ikke gå ud over deres skolegang, og det må ikke indebære fare for de unges sikkerhed og sundhed. Som eksempler fra listen kan nævnes lettere rengøring, servering, kontorarbejde og servicearbejde.
Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du som medlem af KA naturligvis velkommen til at kontakte juridisk afdeling.