Den danske model er vigtigere, end vi tror, skrev seks fagforeningsformænd forleden i Jyllands-Posten.
Jeg kan ikke være mere enig. Netop derfor er det værd at spørge, hvem der i dag udgør den største udfordring for modellen. I kronikken beskyldes Arbejdsgiverforeningen KA for at ville undergrave den danske model. Men den alvorligste trussel kommer fra et helt andet sted fra.
For det første er det vigtigt at holde begreberne adskilt.
FH’s hovedaftale med Dansk Arbejdsgiverforening er ikke den danske model. Den er en vigtig del af den danske model, men den er langt bredere. Den bygger på organisationsfrihed, aftalefrihed og arbejdsmarkedets parters ret til at indgå kollektive overenskomster – ikke på, at én hovedorganisation eller én bestemt hovedaftale skal definere hele arbejdsmarkedet.
Når FH fremstiller sin egen organisationsstruktur som identisk med den danske model, bliver der sat lighedstegn mellem modellen og egne organisationsinteresser. Det gavner hverken debatten eller modellen.
Det samme gælder beskrivelsen af sagen om Davidsen Landbrug A/S. Kronikken efterlader det indtryk, at virksomheden står uden for det organiserede arbejdsmarked. Det gør den ikke. Davidsen Landbrug er allerede omfattet af den anerkendte kollektive overenskomst mellem KA og Krifa.
Sagen handler derfor ikke om, hvorvidt virksomheden skal have en overenskomst. Den handler om, hvorvidt en virksomhed, der allerede har en anerkendt kollektiv overenskomst, skal kunne presses til at opgive den og erstatte den med en overenskomst indgået med 3F. Det er en væsentlig forskel.
Vi bliver skudt i skoene, at vi er imod konfliktretten. Det er vi ikke. Tværtimod. Konfliktretten er en grundlæggende del af den danske model og et legitimt redskab til at sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår på virksomheder, hvor der ikke er indgået en kollektiv overenskomst.
Men situationen er en anden, når en virksomhed allerede er dækket af en lovligt indgået kollektiv overenskomst. Så handler konflikten ikke længere om at sikre medarbejderne en overenskomst og ordnede forhold. Så handler den alene om at få virksomheden til at opgive én kollektiv overenskomst og erstatte den med en anden. Det er en væsentlig principiel forskel.
Konfliktretten skal være et værn for at skabe ordnede forhold, ikke et redskab til at skabe overenskomstmonopoler.
Den diskussion fortjener en langt mere nuanceret behandling end den, kronikken lægger op til.
Den danske model står i dag over for en reel udfordring. Organisationsgraden er faldende, og de traditionelle fagforeninger oplever, at færre lønmodtagere vælger dem til. Det kalder på fornyelse. På nye måder at skabe værdi for både lønmodtagere og arbejdsgivere, så flere igen ser en mening i at organisere sig og indgå kollektive overenskomster.
Den mulighed griber FH ikke. I stedet ser vi en fagbevægelse, der i stigende grad søger politiske løsninger, som styrker bestemte organisationers position frem for at vinde medlemmernes opbakning gennem deres egne tilbud og resultater. Vi har set det med certificeringsordningen for international arbejdskraft, hvor adgangen til ordningen kobles til bestemte organisationers overenskomster. Og vi ser det igen i regeringens forslag om at forhøje skattefradraget for medlemskab af udvalgte fagforeninger.
Den udvikling er langt mere bekymrende for den danske model end eksistensen af forskellige overenskomster og forskellige organisationer.
Den danske model bygger netop på, at arbejdsmarkedets parter er uafhængige af den politiske magt. At organisationernes styrke afgøres af medlemmernes frie valg, og ikke af politisk særbehandling eller lovgivning, der begunstiger enkelte aktører.
Når den socialistiske fagbevægelse i stigende grad gør sin egen styrke afhængig af politiske støtteordninger og særregler, flyttes balancen fra forhandlingsbordet til Christiansborg. Det gør organisationerne mere politisk afhængige og svækker den uafhængighed, som den danske model bygger på.
I Arbejdsgiverforeningen KA insisterer vi på uafhængighed og det frie valg, for det er ikke monopol, tvang og politiske støtteordninger, der har gjort den danske model stærk gennem mere end 100 år, og det er heller ikke det, der skal sikre dens fremtid.