Danmark mangler hænder, og derfor skal Folketinget nu tage stilling til en ny ordning, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at ansætte udenlandsk arbejdskraft.
Forleden førstebehandlede Folketinget således et nyt lovforslag fra regeringen om en såkaldt overenskomstbaseret certificeringsordning for udenlandsk arbejdskraft.
Tanken bag forslaget er sådan set ganske fornuftig. Virksomheder med ordnede løn- og ansættelsesvilkår skal have lettere adgang til rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.
Problemet er bare, at det ikke er nok at have orden i penalhuset.
Regeringen vil også stille krav om, at virksomheden er omfattet af bestemte overenskomster, først og fremmest inden for det traditionelle samarbejde mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
Dermed kan vi ende i den paradoksale situation, at to danske virksomheder betaler ordentlige lønninger, har ordentlige ansættelsesvilkår og i øvrigt overholder alle regler, men kun den ene får lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Ikke fordi den anden virksomhed behandler sine medarbejdere dårligere, men fordi den har valgt en anden overenskomst.
Derfor glæder vi os i Arbejdsgiverforeningen KA over, at Pernille Vermund fra Liberal Alliance og Christian Vigilius fra Det Konservative Folkeparti ved Folketingets førstebehandling slog til lyd for, at ordningen først og fremmest skal sikre alle ordentlige virksomheder adgang til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.
Liberal Alliance og Konservative vil derfor fremsætte et ændringsforslag, som skal sikre netop det, og det hilser vi i Arbejdsgiverforeningen KA meget velkommen.
For selvfølgelig skal der stilles krav til virksomheder, der vil benytte ordningen. De skal overholde lovgivningen, løn- og arbejdsvilkårene skal være ordentlige, og virksomheder, der snyder deres medarbejdere, skal ikke have nogen genvej til udenlandsk arbejdskraft.
Men når en virksomhed har orden i penalhuset, bør staten ikke interessere sig for logoet på virksomhedens overenskomst.
Det afgørende må være, om vilkårene er ordentlige, og ikke hvilken organisation virksomheden har valgt at indgå overenskomst med.
Det handler samtidig om et helt grundlæggende princip på det danske arbejdsmarked, nemlig aftalefriheden.
Arbejdsgivere og lønmodtagere skal selv kunne vælge, hvem de indgår aftaler med og hvilke overenskomster de indgår. Staten skal ikke bruge udlændingelovgivningen som rambuk til at skubbe virksomheder i retning af bestemte organisationer eller til at give nogle arbejdsmarkedsorganisationer en konkurrencemæssig fordel frem for andre.
Gør man det, er der ikke længere blot tale om at sikre ordentlige vilkår for udenlandske medarbejdere. Så er der tale om politisk beskyttelse af bestemte organisationers markedsposition.
Desværre synes regeringens forslag mere optaget af at sikre kunstigt åndedræt til den traditionelle fagbevægelse end af at løse det problem, som ordningen angiveligt er sat i verden for at løse, nemlig virksomhedernes mangel på arbejdskraft.
Derfor bliver det særligt interessant at følge Venstre under den kommende udvalgsbehandling af regeringens forslag.
Da ordningen oprindeligt blev skruet sammen, sad Venstre i den socialdemokratisk ledede SVM-regering. Det gør partiet som bekendt ikke længere, og Venstre er derfor heller ikke længere bundet til at forsvare et forslag, som for os at se ligger meget langt fra partiets traditionelle liberale og frihedselskende udgangspunkt.
Jeg håber derfor, at Venstre vil benytte sin genvundne frihed og bakke op om ændringsforslaget fra Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Det ville være sund borgerlig politik og samtidig en kærkommen markering af, at Venstre ikke længere føler sig forpligtet til at lægge stemmer til et hamrende uliberalt forslag, som mest af alt synes strikket sammen for at give kunstigt åndedræt til den traditionelle fagbevægelse.