Det danske arbejdsmarked er under forandring. Lønmodtagerne vælger i stigende grad at lade sig repræsentere af fagforeninger uden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, mens medlemstallene hos FH-fagforeningerne falder.
Alligevel ignorerede et flertal i Folketinget denne udvikling, da de forleden afviste et forslag om bredere repræsentation i det nye Arbejdsmarkedsråd. Kun Konservative, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance støttede forslaget om at inddrage flere aktører.
Når politikere i festtaler hylder den danske model, men samtidig fastholder et forældet syn på, hvem der må repræsentere arbejdsmarkedets parter, udhuler de modellens relevans. Den danske model har altid været en fleksibel ramme, men den fleksibilitet forsvinder, når beslutningstagere vælger at overse virkelighedens forandringer.
En stærk arbejdsmarkedsmodel bygger på reel repræsentation og uafhængighed. Hvis lønmodtagerne skal kunne vælge den repræsentation, der bedst afspejler deres interesser, kræver det et arbejdsmarkedssystem, der favner bredt.
Når politikere holder fast i et snævert repræsentationsmonopol, ignorerer de hundredtusindvis af lønmodtagere, som har valgt fagforeninger uden for FH, hvilket er med til at svække den samlede forståelse af repræsentativitet og opbakning til den danske model.
Som en del af OK24-forhandlingerne så vi også, hvordan regeringen uddelte 15 millioner kroner til en såkaldt udviklingsfond, der kun kommer særligt udvalgte fagforeninger til gode. Signalet er ikke til at misforstå: Nogle organisationer favoriseres fortsat på bekostning af andre.
Det er ikke blot uretfærdigt – det underminerer også den danske models grundlæggende principper om uafhængighed. Når staten uddeler støttemidler til bestemte parter på arbejdsmarkedet, skubber det til den delikate balance mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system, som er kendetegnende for den danske model og gør det muligt at sætte spørgsmålstegn ved politiske uafhængighed. Fagforeningernes legitimitet hviler på deres evne til at tilpasse sig medlemmernes behov, ikke på statsstøtte.
Det er lige netop tab af legitimitet, manglende repræsentation og den snigende politiske afhængighed, som bekymrer os dybt i Arbejdsgiverforeningen KA. Hvis man fortsætter den vej, truer det med at trække tæppet væk under den danske model. Hvis politikerne virkelig ønsker at styrke den danske model, kræver det mod til at tælle alle med, droppe den gammeldags opfattelse af at nogle parter på arbejdsmarkedet er mere rigtige end andre.
Den danske model bør afspejle danske kerneværdier som mangfoldighed, frihed og valgmuligheder – ikke monopol, tvang og politisk afhængighed. Politikernes opgave er at sikre en arbejdsmarkedsmodel, der afspejler virkeligheden og understøtter stærke uafhængige parter på det danske arbejdsmarked, som bruger kræfterne på at gøre sig relevante for lønmodtagerne og arbejdsgiverne fremfor at gå tiggergang hos politikkerne.
Fremtidens arbejdsmarked kræver bredere repræsentation, større fleksibilitet og politisk mod til at udfordre fortidens fastlåste strukturer, som stille og roligt mister opbakning og handlekraft. Kun ved at gøre den danske model mere inkluderende kan vi sikre, at den også i fremtiden lever op til sit potentiale som et af verdens bedste arbejdsmarkedssystemer.