Som politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA, der repræsenterer godt 1400 små- og mellemstore virksomheder og som tidligere fejedreng hos den lokale tømrermester hjemme i Hirtshals, har jeg med stor interesse fulgt debatten om unges muligheder for at snuse til det rigtige arbejdsliv gennem et fritidsjob.
Tilbage i maj i år præsenterede vi i KA et politisk udspil ”Flere fritidsjob – færre regler” med det formål at give politikerne inspiration til, hvordan lovgivningen om unges arbejde kan gøres mere SMV-venligt og gøre det enklere for virksomhederne at rekruttere fritidsjobbere.
Derfor blev jeg glad, da SVM-regeringen i begyndelsen af juni præsenterede et nyt politisk udspil, hvor man netop ville luge ud i bøvl, bureaukrati og andre benspænd for, at unge kan få sig et fritidsjob hos den lokale håndværker, det lokale autoværksted, den lokale landmand eller det lokale supermarked. I det tidlige efterår landede en politisk aftale mellem alle Folketingets partier, hvor man gav hinanden håndslag på, at flere unge skal have mulighed for at få et fritidsjob. Så langt. Så godt.
For nylig landede så et udkast til en revideret bekendtgørelse om unges arbejde i min mailboks fra Arbejdstilsynet. Et udkast, der har til hensigt at implementere dele af den politiske aftale i lovgivningen. Der er flere gode elementer heri, blandt andet at unge på 13-14 år, fremover må varetage flere arbejdsfunktioner og at 15-17-årige får mulighed for at arbejde på skæve tidspunkter. Endelig glæder vi os også over, som vi i øvrigt også selv har foreslået i vores eget udspil, at tilladelses- og tilsynskompetencen fremover samles hos Arbejdstilsynet.
Savner logik
Der lægges – desværre – fortsat op til, at der skal være forskel på, hvad 15-årige må beskæftige sig med, afhængigt af, om de går i skole eller ej. Det er og bliver ulogisk, at det ikke er den unges alder, men om han eller hun er omfattet af undervisningspligten eller ej, der afgør, hvorvidt man må betjene en bestemt maskine eller ej. Endelig forekommer det mig – desværre – mest at være et spørgsmål om ord, når Arbejdstilsynet nu foreslår at ændre udtrykket ”i farlig nærhed af maskiner” til ”i nærhed af farlige maskiner”.
Desværre er jeg på det seneste blevet bekræftet i, at der er brug for endnu klarere retningslinjer på det her område, hvis man vil sikre, at vi rent faktisk får flere børn og unge ud i fritidsjob. For nylig kunne Maskinbladet for eksempel berette om, at en ny afgørelse fra Arbejdsmiljøklagenævnet har afstedkommet, at en fejedreng er blevet fyret fra et autoværksted, fordi det ifølge Arbejdstilsynet var i strid med bekendtgørelsen om unges arbejde, at ”skoledrenge og skolepiger rydder op og gør rent i farlig nærhed af autolifte, dækmaskiner og elektrisk håndværktøj”. Så sent som i sidste uge blev jeg selv kontaktet af en frustreret fritidsjobkonsulent fra en større kommune, som den seneste tid har oplevet, at flere arbejdsgivere er begyndt at trække følehornene til sig i forhold til at turde involvere sig med flere fritidsjobs af frygt for Arbejdstilsynet. Det dur simpelthen ikke!
Dialog er vejen frem
I KA har vi tidligere foreslået, at man giver mulighed for en mere dialogbaseret praksis hos Arbejdstilsynet, så man i stedet for straks at ty til strakspåbud tager en dialog med den pågældende virksomhed, hvor man tager højde for arbejdspladsens specifikke forhold og de unges sikkerhed. I modsat fald er vi alvorligt bekymrede for, at det fornyede fokus på unge og fritidsjob vil afstedkomme færre og ikke flere fritidsjobs og det vil være ærgerligt for virksomhederne og synd for de unge. Hvis fejedrengen ikke må feje, er vi jo lige vidt.