I Arbejdsgiverforeningen KA glæder vi os over, at flere kommuner har fået øjnene op for, at juniormesterlære kan være med til at give børn og unge en tiltrængt pause fra skolebøgerne og en ny forståelse for, hvad praktiske færdigheder kan.
Jeg er overbevist om, at vi som samfund har alt at vinde ved, at flere børn og unge får lov til at lære med hænderne – og måske endda opdager en lyst til at gå den praktiske vej, når de senere i livet skal vælge uddannelse og karrierevej.
En spritny aktindsigt fra SMVdanmark viser dog også en anden virkelighed: Alt for mange kommuner har slet ikke taget den oplagte mulighed til sig. Og det er ærgerligt – for i KA er vi ikke i tvivl om, at juniormesterlære kan inspirere børn og unge til at se værdien af håndens arbejde og være med til at åbne døren til brancher, som i den grad har brug for dygtige, motiverede medarbejdere.
Top og bund
SMVdanmarks aktindsigt afslører markante forskelle i kommunernes anvendelse af juniormesterlæreordningen. I Rebild Kommune er 77 elever tilmeldt, svarende til omkring 10 procent af kommunens 8. og 9. klasseelever. Holbæk Kommune har 72 tilmeldte elever, mens Frederikshavn og Brønderslev Kommuner har henholdsvis 51 og 46 elever med i ordningen.
I den anden ende af skalaen finder vi kommuner som Brøndby, Ishøj, Vallensbæk og Glostrup, hvor ikke en eneste elev er tilmeldt juniormesterlære. Det er synd for de skoletrætte elever på Københavns Vestegn, så vi håber naturligvis, at de nævnte kommuner snarest kommer i gang og lader sig inspirere af jyske kommuner som Rebild og Frederikshavn.
Vi står midt i en tid, hvor manglen på faglærte er en reel trussel mod vores velstand og udvikling. Det kræver, at vi tør tænke nyt i skolen – og at vi rækker hånden ud til de børn, som ikke nødvendigvis blomstrer, når de skal sidde stille i timevis med hovedet begravet i skolebøgerne. Her kan juniormesterlære noget helt særligt: Den kan bygge bro mellem teori og praksis og give børnene mulighed for at opdage, at de faktisk kan noget med deres hænder – og at der er stolthed forbundet med det.
Flere kommuner skal tage ansvar
Det er positivt, at nogle kommuner går forrest – men det er ikke nok. Når forskellene mellem kommunerne er så store, som aktindsigten viser, svigter vi de børn, der har allermest brug for andre måder at lære på. Derfor skal vi som samfund kræve mere: Flere kommuner skal tage ansvaret på sig og tilbyde juniormesterlære til elever i udskolingen.
I KA arbejder vi hver dag for at synliggøre værdien af de praktiske fag. Juniormesterlære er én af de metoder, vi tror på, kan rykke noget – ikke bare for børnene her og nu, men for hele vores arbejdsmarked på længere sigt. Vi skylder både de unge og samfundet at give alle børn mulighed for at få øjnene op for den praktiske vej.
Nu er bolden spillet videre til kommunerne og de bør selvsagt gribe chancen – ikke mindst for børnenes skyld!