Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Overenskomst

Hovedoverenskomst

Kapitel 3

Lønforhold

§ 11 Lønbestemmelser

Stk. 1 Mindstelønssatser


Se fagoverenskomsten.

Stk. 2 Personlig løn

Den personlige løn aftales ud fra en systematisk vurdering af medarbejderen. Denne vurdering foretages individuelt mindst én gang årligt.

Den personlige løn skal give udtryk for medarbejderens kvalifikationer, indsats, stillingens indhold, jobfleksibilitet, ansvar samt medarbejderens uddannelse.

Den personlige løn skal forhandles og fastsættes under hensyntagen til ligelønslovens principper. Den enkelte medarbejder er berettiget til en forhandling med arbejdsgiveren, såfremt medarbejderens løn afviger væsentligt fra lønniveauet for sammenlignelige medarbejdergrupper på virksomheden eller fra sammenlignelige virksomheder inden for branchen.

Der kan indgås lokalaftale om kollektiv lønfastsættelse i henhold til reglerne i § 48.

Stk. 3 Fuld løn

Ved fuld løn forstås den personligt aftalte løn inklusiv arbejdstidsbestemte tillæg.

Stk. 4 Bruttoløn

Ved bruttoløn forstås, at der ydes samme betaling for samtlige præsterede timer, uanset hvilke arbejdstidsbestemte tillæg medarbejderen efter overenskomsten ville oppebære i en del af timerne, og der skal ved fastlæggelse af bruttolønnen tages højde herfor.

Bruttolønnen fastlægges for kalenderåret, medmindre der med den enkelte medarbejder aftales en anden periode. Perioden kan maksimalt udgøre et år.

I bruttolønnen kan indeholdes samtlige arbejdstidsbestemte tillæg. De tillæg, som medarbejderen efter fagoverenskomsten er berettiget til for at stå til rådighed uden for arbejdstiden, tillæg for delt vagt, tillæg for udbetaling af overskydende timer, jf. § 15, stk. 3 samt tillæg for sent varsel, jf. § 15, stk. 8 kan dog ikke indeholdes i bruttolønnen.

Såfremt lønnen er fastsat som bruttoløn, skal både den personlige løn og bruttolønnen fremgå af ansættelsesbeviset.

Stk. 5 Resultatløn

Der kan indgås aftale om resultatløn. Aftaler om resultatløn skal være skriftlige og kan indgås med den enkelte medarbejder eller i henhold til reglerne om indgåelse af lokalaftaler, jf. § 48.

Stk. 6 Jobløn

Ved jobløn forstås, at der ikke er aftalt noget fast timetal, men at det forventede tidsforbrug og den nødvendige tilstedeværelse er aftalt og fastlagt ud fra stillingens indhold og karakter under hensyntagen til arbejdsmiljølovgivningens regler. Da der ikke er aftalt noget fast timetal, skal jobbeskrivelsen angives i ansættelsesbeviset. Der er ikke adgang til afspadsering, medmindre andet er aftalt. Ligeledes kan værdien af de betalte fridage, jf. § 27, ikke kræves udbetalt, såfremt disse ikke afholdes. Lønnen aftales under forudsætning af ovenstående.

Aftale om jobløn kan indgås med medarbejdere, der har ukontrollabel arbejdstid, og som i høj grad selv kan tilrettelægge såvel arbejde som arbejdstid samt med ledende medarbejdere.

§ 12 Lønudbetaling

Stk. 1 Lønudbetaling

Lønningsperioden må maksimalt være en måned. Såfremt lønudbetaling sker månedsvis, skal lønnen være til rådighed på den sidste hverdag i måneden. Lønnen skal under alle omstændigheder udbetales således, at den er til rådighed på en hverdag senest to uger efter lønperiodens afslutning.

Stk. 2 Lønspecifikation

Det skal fremgå af lønsedlen eller et underbilag hertil, hvordan det udbetalte og de hensatte beløb er fremkommet.

§ 13 Søgnehelligdagsbetaling

Stk. 1 Søgnehelligdagsbetaling

Formålet med søgnehelligdagsbetaling er at sikre medarbejdere en jævn indtjening, så de ikke får en væsentlig nedgang i indtægten i perioder med søgnehelligdage.

Medarbejdere, der er ansat i virksomheder, hvor løn og arbejdstid for den pågældende faggruppe reduceres på søgnehelligdage, er berettigede til søgnehelligdagsbetaling – dog gælder der særlige regler for medarbejdere omfattet af fagoverenskomsterne for Handel og Service. Der kan ikke etableres ordninger, hvor medarbejderne i perioder med søgnehelligdage pålægges merarbejde på de øvrige dage med det ene formål at unddrage medarbejderne betaling.

Stk. 2 Løn på SH-dage

Arbejdsgiveren udbetaler fuld løn på SH-dage, svarende til den løn medarbejderen ville have opnået, såfremt den pågældende dag ikke havde været en SH-dag.

Stk. 3 Alternative ordninger

Arbejdsgiveren kan vælge at indregne søgnehelligdagsbetalingen i lønnen på de øvrige dage eller vælge en opsparingsordning ved at henlægge et beløb svarende til 3,75% af medarbejderens ferieberettigede løn på en særlig konto, jf. stk. 4. Der beregnes ikke feriegodtgørelse af søgnehelligdagsbetalingen.

Stk. 4 Opsparingsordning

Arbejdsgivere, der har valgt en opsparingsordning, udbetaler et acontobeløb på kr. 800,00 pr. søgnehelligdag for fuldtidsansatte over 18 år og kr. 400,00 for fuldtidsansatte medarbejdere under 18 år. For medarbejdere med anden arbejdstid beregnes acontoudbetalingen forholdsmæssigt.

Medarbejdere har ret til acontobeløbene, uanset om disse er opsparet; det er dog en forudsætning, at der er dækning for modregning i tilgodehavende løn ved eventuel fratrædelse.

Udbetalingen af acontobeløbene sker i den lønningsperiode, hvori den pågældende søgnehelligdag forekommer.

Acontobeløbene ydes for søgnehelligdage, der falder på hverdagsfridage, men ikke når de falder på lørdage eller søndage, hvor der normalt ikke arbejdes.

Stk. 5 Specielle forhold vedrørende opsparingsordningen

For at få acontobeløbene udbetalt er det en betingelse, at medarbejderen er i arbejde den sidste arbejdsdag før søgnehelligdagen eller første arbejdsdag efter.

Dokumenteret sygdom, der ikke kan tilregnes medarbejderen, eller arbejdsgiverens tilladelse til fravær, betragtes som arbejde i denne forbindelse.

Stk. 6 Kontoens opgørelse

Medarbejderens søgnehelligdagskonto opgøres ved kalenderårets udløb. Overskud på kontoen udbetales senest med lønudbetalingen for januar.

Stk. 7 Fratrædelse

Ved fratrædelse i løbet af året udbetales den opsparede søgnehelligdagskonto med sidste lønudbetaling. Såfremt der er udbetalt mere, end der er opsparet ved ansættelsens ophør, modregnes dette underskud i sidste lønudbetaling.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her