Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Personale

Ansættelse

Ansættelsesbevis

 

Når du ansætter en medarbejder, er det altid en god idé at få udarbejdet et ansættelsesbevis, så der er klarhed om vilkårene for jeres aftale.

For langt de fleste ansættelser er det lovpligtigt, at der udarbejdes et ansættelsesbevis - og at dette lever op til visse indholdskrav og formkrav. 

Hvis din medarbejder har en ugentlig arbejdstid på mere end 3 timer i gennemsnit over en referenceperiode på 4 uger, er det et lovkrav, at du udleverer et ansættelsesbevis. Det gælder uanset om de 3 timer pr. uge er forudbestemt eller den faktisk udførte arbejdstid.

Er medarbejderen ansat uden et fast garanteret timeantal, har du også pligt til at udlevere et ansættelsesbevis, selv om arbejdstiden ikke overstiger de 3 timer i gennemsnit pr. uge. Det gælder dog ikke for ansættelsesaftaler med tilkaldevikarer, som selv vælger, om de vil tage en tilkaldevagt, og som dermed ikke er forpligtet til at tage arbejde for virksomheden.

De forskellige indholds- og formkrav, du som arbejdsgiver skal være opmærksom på, fremgår af ansættelsesbevisloven.

Hvis ansættelsen er omfattet af overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus, skal du tage udgangspunkt i overenskomstens bestemmelser, når du udarbejder ansættelsesbeviset.

Nedenfor kan du læse de oftest stillede spørgsmål i forbindelse med ansættelse af en medarbejder og udarbejdelse af et ansættelsesbevis.

Her kan du finde forskellige skabeloner til ansættelsesbeviser, som vi anbefaler, du gør brug af. 

Du finder også et bilag med information om Dansk Sundhedssikring, som vi anbefaler, at du udleverer sammen med alle dine ansættelsesbeviser, hvis dine medarbejdere er/bliver dækket af sundhedsforsikring der.

  • Hvornår skal min medarbejder senest have sit ansættelsesbevis?

    Der er forskellige frister til udlevering af ansættelsesbevis mv., som du skal være opmærksom på.

    Senest 7 kalenderdage efter, ansættelsesforholdet er begyndt, skal du udlevere et ansættelsesbevis til din medarbejder med følgende oplysninger:

    • Arbejdsgiverens og medarbejderens navn og adresse
       
    • Arbejdsstedets beliggenhed eller det sted, hvor arbejdet hovedsageligt udføres. I mangel af fast arbejdssted oplyses, at medarbejderen er beskæftiget på forskellige arbejdssteder samt virksomhedens hovedsæde eller arbejdsgivers adresse
       
    • Stillingsbetegnelse eller beskrivelse af arbejdet
       
    • Tiltrædelsesdatoen og, ved tidsbegrænset ansættelse, den forventede varighed af ansættelsesforholdet
       
    • Rammerne og vilkårene for arbejdstidens placering mv., hvis medarbejderen har et helt eller overvejende uforudsigeligt arbejdsmønster
       
    • Varighed af og vilkår for prøvetid, hvis det er aktuelt
       
    • Løn, tillæg og andre løndele, medarbejderen har ret til ved ansættelsesforholdets begyndelse, og udbetalingsterminer
       
    • Den aftalte arbejdstid og eventuelle ordninger for overarbejde og vagtændringer

     

    Senest 1 måned efter, medarbejderen tiltræder ansættelsesforholdet, skal medarbejderen modtage skriftlig oplysning om følgende:

    • Brugervirksomhedens identitet, hvis der er tale om vikaransættelse
       
    • Evt. kollektiv overenskomst/aftale, der regulerer ansættelsesforholdet
       
    • Varigheden af det fravær med løn, medarbejderen har ret til
       
    • Opsigelsesvarsler
       
    • Den ret til uddannelse, du eventuelt tilbyder medarbejderen
       
    • Identiteten på de socialsikringsinstitutioner, som du har ansvaret for at betale bidrag til, og som er knyttet til ansættelsesforholdet – og den beskyttelse, der følger med.


    KA anbefaler, at du udleverer et ansættelsesbevis med samtlige væsentlige oplysninger allerede inden tiltrædelse, når det kan lade sig gøre, og senest inden udløb af fristen på 7 kalenderdage. Så risikerer du ikke at overskride fristerne, og alle vilkår af ansættelsesforholdet er dokumenteret allerede fra tiltrædelsestidspunktet.

    Hvis ansættelsesforholdet er indgået før den 1. juli 2023 og fortsat består, skal der udleveres et ansættelsesbevis inden for 8 uger efter, medarbejderen har anmodet om det.

  • Hvilke oplysninger skal ansættelsesbeviset som minimum indeholde?

    Alle væsentlige vilkår i ansættelsesforholdet skal fremgå af et ansættelsesbevis. Hvilke vilkår, der er væsentlige i et konkret ansættelsesforhold, kan variere, men følgende oplysninger skal som minimum medtages og oplyses direkte i ansættelsesbeviset:

      • Arbejdsgiverens og medarbejderens navn og adresse
         
      • Arbejdsstedets beliggenhed eller det sted, hvor arbejdet hovedsageligt udføres. I mangel af fast arbejdssted oplyses, at medarbejderen er beskæftiget på forskellige arbejdssteder samt virksomhedens hovedsæde eller arbejdsgivers adresse
         
      • Stillingsbetegnelse eller beskrivelse af arbejdet
         
      • Tiltrædelsesdatoen og, ved tidsbegrænset ansættelse, den forventede varighed af ansættelsesforholdet
         
      • Rammerne og vilkårene for arbejdstidens placering mv., hvis medarbejderen har et helt eller overvejende uforudsigeligt arbejdsmønster
         
      • Brugervirksomhedens identitet, hvis der er tale om vikaransættelse
         
      • Evt. kollektiv overenskomst/aftale, der regulerer ansættelsesforholdet

     

    Følgende oplysninger skal også medtages, men kan oplyses ved henvisning til overenskomst, lov eller lignende, hvor vilkårene er udspecificeret:

      • Varighed af og vilkår for evt. prøvetid
         
      • Løn, tillæg og andre løndele, medarbejderen har ret til ved ansættelsesforholdets begyndelse, og udbetalingsterminer
         
      • Arbejdstid og eventuelle ordninger for overarbejde og vagtændringer
         
      • Varigheden af det fravær med løn, medarbejderen har ret til
         
      • Opsigelsesvarsler
         
      • Den ret til uddannelse, du eventuelt tilbyder medarbejderen
         
      • Identiteten på de socialsikringsinstitutioner, som du har ansvaret for at betale bidrag til, og som er knyttet til ansættelsesforholdet – og den beskyttelse, der følger med.
  • Hvad hvis der sker ændringer i ansættelsen?

    Hvis der sker ændringer i ansættelsesforholdet, skal du skriftligt oplyse din medarbejder om ændringerne ved førstkommende lejlighed og senest den dato, hvor ændringen træder i kraft. Det kan være med et nyt ansættelsesbevis eller et tillæg til det eksisterende - det afhænger af ændringerne og omfanget, hvad der er mest hensigtsmæssigt.

    Husk dog, at ændringer først skal varsles over for medarbejderen. Dette skal ske i rimelig tid forud for ændringerne eller med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel, hvis der er tale om væsentlige ændringer.

    Vær også opmærksom på, at en væsentlig ændring i medarbejderens vilkår anses som en opsigelse med tilbud om genansættelse på de nye vilkår. Du bør derfor overveje at søge juridisk rådgivning, inden du foretager væsentlige ændringer i din medarbejders ansættelsesvilkår.

  • Hvad er konsekvensen, hvis min medarbejder ikke har fået et ansættelsesbevis?

    Hvis du ikke lever op til din forpligtelse som arbejdsgiver, kan du blive mødt med et krav om godtgørelse for manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis.

    Højesteret har i en principiel dom taget stilling til godtgørelsesniveauet for overtrædelse af ansættelsesbevisloven:

      • Er der tale om undskyldelige fejl uden konkret betydning: Mellem kr. 0 og 1.000
         
      • Øvrige mangler, som dog ikke giver anledning til en tvist: Normalt kr. 2.500. Maksimalt kr. 5.000
         
      • Mangler som har givet anledning til en tvist: Udgangspunkt kr. 7.500 kr. Maksimalt kr. 10.000
         
      • Ved skærpende omstændigheder i en sag: Mellem kr. 10.000 og op til 25.000
         
      • Udmåling over kr. 25.000 er forbeholdt særligt grove tilfælde

    I øvrigt kan du risikere, at du ikke har de samme muligheder i ansættelsesforholdet, hvis du ikke har oplyst medarbejderen korrekt, eller hvis du ikke kan dokumentere indholdet af jeres aftale.

    Det kan f.eks. være, hvis en medarbejder med overvejende uforudsigelige arbejdsmønstre ikke har fået korrekt oplyst, hvornår arbejdstiden kan placeres. I det tilfælde kan du ikke pålægge medarbejderen at arbejde på andre tidspunkter, end hvad der er angivet i ansættelsesbeviset, og du vil i forlængelse heraf heller ikke kunne reagere med ansættelsesretlige konsekvenser, hvis en medarbejder nægter at komme på arbejde på tidspunkter, som ikke eksplicit er nævnt i ansættelsesbeviset som et muligt tidspunkt for placering af arbejdstiden.

  • Særlige regler efter overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus

    Hvis ansættelsen er omfattet af overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus, udmåles godtgørelsen efter sagens samlede omstændigheder og kan maksimalt udgøre kr. 10.000.

    Overenskomsten indeholder også en særlig regel i det tilfælde, der ikke er udleveret et ansættelsesbevis, eller hvis det, du som arbejdsgiver har udleveret, indeholder fejl eller mangler. I det tilfælde skal din medarbejder gøre dig opmærksom på situationen og udbede sig et (korrekt udfyldt) ansættelsesbevis. Du har herefter 14 dage til at rette fejlen og udlevere et (korrekt udfyldt) ansættelsesbevis. Hvis du efterlever dette, kan din medarbejder ikke kræve godtgørelse for manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis.

Har du spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte KA på tlf. 82 132 132 eller jura@ka.dk, hvis du har brug for hjælp til at udarbejde et ansættelsesbevis eller har spørgsmål til et eksisterende.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her