Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Personale

Elever

Elever

 

Der vil altid være efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. Det er dog ikke altid nemt at finde lige præcis den rette medarbejder.

Med en elev har du som arbejdsgiver mulighed for at yde indflydelse på den faglige udvikling og finde frem til en medarbejder, som passer ind i virksomheden.

Derudover står eleverne med et åbent sind, engagement og en interesse i at tillære sig nye færdigheder. Elever kan også bidrage til udvikling i virksomheden og blive et aktiv for din virksomhed mange år frem.

Kendetegnet for en erhvervsuddannelse er, at uddannelsen består af både undervisning på skole og perioder med praktik i din virksomhed. På den måde får eleverne mulighed for at tilegne sig viden fra både skolen og virksomheden og, ikke mindst, mulighed for at omsætte denne viden til løsninger i din virksomhed.

Når man ansætter en elev, gælder der særlige regler, du som arbejdsgiver skal kende.

Uddannelsesaftale

Indledningsvis skal der indgås en skriftlig uddannelsesaftale.

Uddannelsesaftalen gør det ud for en ansættelseskontrakt. Sammen med uddannelsesaftalen skal der udarbejdes en personlig uddannelsesplan, som skal beskrive uddannelsesforløbet og målene for elevens uddannelsesforløb.

Der er formkrav til uddannelsesaftalen, som du finder på Undervisningsministeriets hjemmeside.

KA vurderer, at uddannelsesaftalen ikke i alle tilfælde er tilstrækkelig til, at arbejdsgiver overholder sin pligt til at oplyse om vilkårene for ansættelsen. KA har derfor lavet et tillæg til uddannelsesaftalen. Tillægget er et supplement til uddannelsesaftalen, og tillægget kan derfor ikke stå alene.

I tillægget kan der gives alle øvrige oplysninger om ansættelsesforholdet, som uddannelsesaftalen ikke indeholder; for eksempel hvorledes der skal gives meddelelse om sygdom, hvordan virksomheden behandler persondata mv. Tillægget kan du hente her

Hvis tillægget indgås samtidig med uddannelsesaftalen, bør det fremgå af uddannelsesaftalen, at der er indgået et tillæg til uddannelsesaftalen.

Vær opmærksom på, at eventuelle vilkår, der ikke følger direkte af lov eller kollektiv overenskomst, kræver godkendelse af det faglige udvalg og skal fremgå af uddannelsesaftalen.

Løn- og arbejdsvilkår

Ved fastsættelse af løn- og arbejdsvilkår for eleven skal du følge, hvad der er fastsat ved den mest udbredte kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet.

Dette gælder også, selv om du ikke har tegnet overenskomst for din virksomhed, og uanset hvor din elev har fagforening.

Du bør forhøre dig ved skolen, hvilken specifik overenskomst der gælder for din elevs uddannelse.

Den kollektive overenskomst skal angives i uddannelsesaftalen. Manglende eller urigtig angivelse af kollektiv overenskomst for uddannelsen kan medføre krav om betaling af godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Særlig ferieret

Elever har en særlig ret til betalt ferie – også selv om der ikke er optjent ret til betalt ferie i din virksomhed.

Elever har ret til 5 ugers betalt ferie i den første og anden hele ferieafholdelsesperiode efter, at ansættelsesforholdet er begyndt.

Under ferien betaler arbejdsgiveren løn. Har eleven optjent ret til løn under ferien eller feriegodtgørelse før påbegyndelse af elevforholdet, skal arbejdsgiveren supplere op til elevlønnen på ferieafholdelsestidspunktet.

Hvis eleven påbegynder sin ansættelse i perioden fra den 2. september til den 31. oktober, har eleven også ret til betalt ferie i 5 uger i den ferieafholdelsesperiode, der knytter sig til ferieåret.

Påbegyndes ansættelsesforholdet i perioden fra den 1. november til den 30. juni har eleven ret til 3 ugers betalt hovedferie i hovedferieperioden og 5 dages betalt ferie under virksomhedslukning før hovedferieperioden.

Da feriereglerne blev ændret med virkning fra 1. september 2020, gælder ovenstående for elever, der er tiltrådt 1. juli 2020 eller senere.

Elever tiltrådt inden 1. juli 2020 har i det korte ferieår fra 1. maj 2020 til 31. august 2020 ret til betalt ferie i 16,64 dage.

Prøvetid og ophævelse

Et elevforhold er et uddannelsesforløb, og der er derfor ikke de samme muligheder for at opsige en elev som i et almindeligt ansættelsesforhold.

De første 3 måneder anses som prøvetid, hvor både virksomheden og eleven kan ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning. Skoleophold medregnes ikke ved opgørelsen af prøvetiden.

Efter prøvetidens udløb kan elevforholdet ikke ensidigt ophæves, medmindre der er tale om grov misligholdelse fra enten virksomhedens eller elevens side.

I kan dog indgå en gensidig aftale om at ophæve elevforholdet, hvis begge parter er enige om det.

Hvis elevforholdet ophæves – uanset om dette er under prøvetiden eller efter – skal ophævelsen ske på undervisningsministeriets blanket.

 

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til elevforhold, er du velkommen til at kontakte KA på tlf. 82 132 132 eller jura@ka.dk.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her