“Frihed til at indgå aftaler med dem, du har tillid til.”
Det er overskriften for Kristelig Arbejdsgiverforenings (KA) generalforsamling, som holdes i Frederikshavn fredag den 19. april. Og den overskrift kan de knapt 800 virksomheder, som er medlem af organisationen relatere til. De ønsker frihed til at indgå overenskomst med den organisation, de har tillid til – og ikke nødvendigvis en arbejdsgiverforening i DA-regi.
Godt 60 deltager i generalforsamlingen, som holdes på Hotel Scandic med overnatning på Frederikshavn Sømandshjem.
Men KA’s medlemsvirksomheder har også måttet sande, at friheden til at vælge en organisation udenfor DA kan have sin pris. Flere af organisationens medlemsvirksomheder oplever, at LO-forbund iværksætter konflikter, til trods for, at der er en overenskomst på virksomheden og ingen af medarbejderne ønsker en anden overenskomst.
“En lignende konflikt ville aldrig komme på tale, hvis det var mod en virksomhed, som er organiseret i DA. Men hvad er forskellen? I KA er der tale om en virksomhed, som er organiseret og lever op til mindstelønninger og har ordnede forhold for medarbejderne. Alligevel risikerer virksomheden sin eksistens, hvilket ikke er rimeligt,” siger Karsten Høgild, som er direktør i KA.
Der er fremlagt beslutningsforslag i Folketinget om regulering af konfliktretten overfor enkeltarbejdsgivere. KA ser frem til, at det inden længe bliver vedtaget, så arbejdsgivere kan indgå aftale med den arbejdsgiverforening, de har tillid til.