Kristelig Fagbevægelse har etableret en rådgivningsvirksomhed for selvstændige kaldet Krifa Erhverv. Det er en udbygning af Kristelig Fagbevægelses a-kasse for selvstændige, hvor man nu også vil give faglig rådgivning til selvstændige i drift af virksomhed.
“I KA finder vi det betænkeligt, for hvordan kan en fagforening på samme tid rådgive lønmodtagere og arbejdsgivere. Det vil naturligt medføre interessekonflikter,” siger direktør i KA, Karsten Høgild, som ikke vil acceptere, at Krifa Erhverv henvender sig til KA medlemsvirksomheder, for at tilbyde rådgivning.
“Det er vigtigt for os at sikre, at vores medlemmer får den rigtige rådgivning med udgangspunkt i arbejdsgiveren, og at de ikke udsættes for en sammenblanding af lønmodtager- og arbejdsgiverinteresser.”
Karsten Høgild ser det nye tilbud som et slag mod den uafhængighed mellem fagforening og arbejdsgiverforening, der har været arbejdet hen imod i mange år.
“Vi undersøger i øjeblikket om Kristelig Fagbevægelses initiativ med rådgivning af selvstændige får indflydelse på samarbejdet mellem Kristelig Fagbevægelse og KA.”