”Du kan nok høre, at du bare kan trykke på en knap, så kommer det hele,” siger Karsten Hønge godt 20 minutter inde i telefoninterviewet.
”Det er hård kost at høre på, men det må du finde dig i,” siger han og tilføjer grinende:
”Det er jo dig selv, der har ringet.”
Det er rigtigt. Det er os, der har ringet. Det har vi, fordi når vi taler arbejdsmarked og dansk model, er SF-profilen Karsten Hønge svær at komme udenom. Han er en markant og synlig stemme i debatten, og det er ingen hemmelighed, at han bryder sig meget lidt om organisationer som KA, Krifa og Det Faglige Hus. Det vender vi tilbage til. Først tager vi temperaturen på den danske model.
”Det går egentlig okay. Vi kan håndtere det endnu, men vi nærmer os den situation, hvor vi risikerer at passere et tipping point. Sker det, kan det pludselig gå meget stærkt og komme helt ud af kontrol,” siger Karsten Hønge til KA-magasinet VÆRDI.
Tipping point er et begreb, der ofte bruges i klimadebatten. Det betyder, at en proces er eskaleret og kan passere en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen eller har meget svært ved det.
Karsten Hønge mener, at den danske model nærmer sig et tipping point. Det er svært at sige, hvor tæt vi er på at stirre ned i afgrunden, men Karsten Hønge ser en udvikling, der dag for dag forværrer situationen.
Første problem, han nævner, er fagbevægelsens medlemstal, der bare falder og falder. Det kan ikke blive ved, hvis modellen skal overleve på sigt, understreger Karsten Hønge:
”Man kan ganske enkelt ikke tale om en dansk model uden at have en stærk fagbevægelse. Det giver ingen mening. De to ting er helt tæt forbundne,” siger Karsten Hønge og betoner vigtigheden af de overenskomstbærende fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.
”Det er dem, der bærer de kollektive overenskomster – dem, der bærer ansvaret i Danmark. Det er dem, der træder i pedalerne foran på tandemmen. Når de får det sværere, bliver det tungere og tungere, og vi risikerer at nå et punkt, hvor de står af cyklen,” siger han.
Karsten Hønge bemærker, at medlemmerne siver fra fagforeningerne på et tidspunkt, hvor den danske model igen og igen viser sit værd:
”Jeg er så træt af at høre folk fortælle, hvor begejstrede de er for den danske model, og hvor genial den er, og de så ikke gider være medlem af en overenskomstbærende fagforening. Vi står i en situation, hvor den danske model viser sin fænomenale styrke. Den er i stand til at løse store samfundsudfordringer, og vi har vænnet os til at løse meget gennem trepartsforhandlinger. Det er helt genialt, og det er det, der gør Danmark til Danmark, men det hele forudsætter, at vi har en stærk fagbevægelse.”
Alternative organisationer undergraver
Noget andet, der ifølge Karsten Hønge truer den danske model, er organisationer som KA, Krifa, Det Faglige Hus og Ase. Hvis vi bliver i Karsten Hønges cykelunivers, træder de nævnte organisationer ikke i pedalerne – de sidder højest på bagagebæreren som tung last.
”Det er dem, jeg plejer at kalde nasseorganisationer. Men i dagens anledning, hvor jeg taler med dig, lyder det for hårdt, så jeg vil kalde dem free rider-organisationer. Det er dem, der ikke bidrager, men som står forrest i køen til at indkassere alle goderne. Det er så undergravende,” siger Karsten Hønge og uddyber:
”Jeg kan godt sætte mig ind i, at nogle tænker: Hvorfor egentlig betale for noget, jeg kan få gratis? Men det skal man, fordi man er ansvarlig. Det svarer til at sige: Jeg vil ikke betale skat, fordi jeg er aldrig syg, så jeg behøver ikke at komme på hospitalet. Skat er noget, vi betaler hinanden. Vi kalder det samfundssind. Når man betaler kontingent til den overenskomstbærende fagforening eller arbejdsgiverorganisation, er det at udvise solidaritet med hinanden. De to ting er i familie med hinanden.”
En tredje trussel for modellen er udenlandsk arbejdskraft og den sociale dumping, som det kan føre til.
”Når man ikke bakker de overenskomstbærende fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer op, så er man med til at holde døren åben for, at der kan komme virksomheder og lønmodtagere til Danmark, der kan opføre sig på en måde, der er samfundsundergravende. Det er så vigtigt, at lønmodtagerne organiserer sig i de overenskomstbærende fagforeninger og arbejdsgiverne i deres organisationer, og at parter laver kollektive bindende aftaler med hinanden,” siger Karsten Hønge og uddyber:
”Jo stærkere de overenskomstbærende organisationer står, desto stærkere står Danmark. Jo stærkere organisationer som Krifa, Det Faglige Hus, Ase og KA står, desto svagere står Danmark,” siger han og kommer med den førnævnte kommentar om, at det er hård kost at lytte til.
Gås og guldæg
Det får enorme konsekvenser, hvis den danske model helt forsvinder eller svækkes så meget, at den mister sin funktion.
”Arbejdsmarkedet er den gås, der ligger guldæggene til velfærdssamfundet. Hvis ikke den danske model er der, får det direkte konsekvenser for resten af samfundet,” siger Karsten Hønge og uddyber:
”Den danske model sparer det danske samfund for milliardudgifter til arbejdskonflikter og private retssager, som havde været der, hvis vi ikke havde den danske model til at håndtere tingene. Modellen bidrager samtidig til en høj grad af tillid, som er en fantastisk gevinst for virksomhederne – den bidrager til effektivitet og produktivitet. Det er genialt.”
For Karsten Hønge er det vigtigt at understrege, at den danske model er en fordel for alle.
”For mig handler det ikke kun om at synge en sang fra de varme lande om lønmodtagernes rettigheder. Vi taler om det samfund, vi kender. Det er hele samfundets grundstruktur, modellen påvirker,” siger han.
Karsten Hønge understreger, at det er et fælles ansvar at sikre den danske model.
”Vi har forskellige roller. Fagforeningerne har deres rolle, som består i at organisere lønmodtagerne – de må simpelthen blive skarpere til at forklare vigtigheden af at være medlem af en overenskomstbærende fagforening. Arbejdsgiverne har også et ansvar – de skal blive bedre til at forklare deres kolleger om den enorme gevinst, der er forbundet med modellen” siger han og uddyber:
”Der er også et politisk ansvar. Fra Christiansborg skal vi sørge for at holde hånden under de overenskomstbærende organisationer. Det skal vi blandt andet gøre ved i forbindelse med trepartsforhandlingerne at vise, hvor enorm betydning de har.”
Udlandet skræmmer
Når fagbevægelsens top udlægger teksten – som her i magasinet VÆRDI – er den danske model i topform. Selv om de traditionelle forbund mister medlemmer og har gjort det i mange år, er organisationsgraden høj sammenlignet med mange andre lande. Det beroliger ikke Karsten Hønge. Han er noget mere bekymret på modellens vegne.
”Jeg håber af hele mit fagforeningshjerte, at det er dem, der ender med at få ret. Jeg synes, at de tager deres organisationsansvar alvorligt, og det vil jeg gerne rose dem for. De ved godt, at medlemmerne ikke kommer af sig selv, så de investerer meget i at organisere. Men jeg er nok lidt mere nervøs for, hvad der kan ske,” siger Karsten Hønge. Når han kigger ud i verden, ser han det ene skrækeksempel efter det andet, der viser, hvor hurtigt det kan gå galt.
”I England er fagbevægelsen slået til pindebrænde. Se på Frankrig. Se på Tyskland, hvor det er gået meget stærkt. Når man kigger ud i verden, har man for alvor grund til at blive rigtig forskrækket. Jeg ser alle mulige alarmsignaler i forhold til, hvor galt det kan gå, når det først går galt.”
Selv om Karsten Hønge er meget bekymret på den danske models vegne, så tror han trods alt, at den eksisterer om 25 år.
”Jamen, det er jeg nødt til at tro på. Jeg brænder så stærkt for den, så jeg kan ikke sige andet. Jeg tror, at den overlever, men det kommer ikke af sig selv. Det kræver handling, og det er nu.”