Om KA og medlemskab

HR og værktøjer

Overenskomst og aftaler

ESG og ansvarlighed

Politik og presse

Nyheder og events

-

Sommerferie og syg: Sådan er reglerne

Sommerferien står for døren. Hvad sker der med den planlagte eller igangværende ferie, hvis medarbejderen bliver syg? Hvornår har man ret til erstatningsferie?

Af: Anne Bøstrup

Sommerferien står for døren. Hvordan er det nu lige med reglerne, hvis en medarbejder bliver syg umiddelbart inden feriens begyndelse? Og hvilke regler gælder, hvis medarbejderen bliver syg i løbet af ferien? Foto: Colourbox

Her kommer lige et par ting, du som arbejdsgiver bør havde tjek på, hvis en medarbejder bliver syg op til ferien – eller i forbindelse med ferien.

Syg før ferien er begyndt
Ferien har længe været planlagt og er lagt i kalenderen. Situationen er desværre den, at medarbejderen nu er blevet syg op til feriens begyndelse.

En medarbejder, som bliver syg før sin ferie og som fortsat er sygemeldt, når den planlagte ferie skal begynde, har ikke pligt til at påbegynde afholdelsen af ferien, men er i stedet berettiget til at holde ferien på et senere tidspunkt.

Ferien afvikles derfor ikke som ellers planlagt, idet sygdom anses som en feriehindring. Ferie skal tilgodese et rekreativt formål, hvilket ikke opfyldes under sygdom.

Medarbejderen er syg, og situationen skal derfor behandles som sygdom i øvrigt. Herunder skal medarbejderen sygemelde sig efter virksomhedens retningslinjer, og i dette tilfælde inden ferien begynder. Ferien begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag.

Syg under ferien
Er situationen den, at medarbejderen bliver syg efter feriens begyndelse, gælder andre regler.

Medarbejderen har i dette tilfælde mulighed for at opnå ret til erstatningsferie, hvis vedkommende har været syg i et vis omfang i løbet af sin ferie i samme ferieår.

Hvis medarbejderen har været ansat hos arbejdsgiver i hele ferieåret, vil der være mulighed for erstatningsferie efter i alt 5 sygedage under ferien. En medarbejder, som ikke har været ansat hos arbejdsgiver i hele ferieåret, har ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage.

Det afhænger altså af ansættelsens længde hos arbejdsgiver i det aktuelle ferieår.

Husk sygemeldingen!
Ved opgørelsen af erstatningsferie ses bort fra sygedage forud for den dag, hvor medarbejderen sygemelder sig overfor arbejdsgiver. Det gælder dog ikke, hvis det ikke kan bebrejdes medarbejderen – eksempel ved svær tilskadekomst.

Virksomhedens retningslinjer for sygdom skal også her følges, som havde medarbejderen skullet møde på arbejde. Det gælder også, selv om medarbejderen opholder sig i udlandet.

Meddeler en medarbejder eksempelvis ikke sygdommen på 1. dagen, men på 3. dagen, har medarbejderen ikke ret til erstatningsferie før fra sygdommens 8. dag (under den forudsætning, at man har været ansat i hele ferieåret og ikke tidligere i ferieåret har været syg under ferie).

Lægelig dokumentation
Det er ligeledes et krav, at medarbejderen fremskaffer lægelig dokumentation for sin sygdom under ferie. Det er medarbejderen, som her skal betale for den lægelige dokumentation.

Er medarbejderen forhindret i at meddele sygdommen, eksempelvis på grund af kollektiv ferielukning, er det medarbejderens ansvar at sørge for at sikre sig dokumentation for sygemeldingen – herunder hvornår sygemeldingen er sket.

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du som medlem af KA naturligvis velkommen til at kontakte juridisk afdeling.

Del denne artikel: