Det helt klare overordnede udgangspunkt er, at vognmanden bærer risikoen for betaling af garantiløn.
Udførelse af flexkørsel i garantibil giver typisk ikke anledning til store udfordringer, idet den type kørsel skal lønnes med timeløn, hvilket er relativt ukompliceret. Derfor er det ikke berørt her.
Aftalt arbejdstid
Ved ansættelse af en chauffør er det væsentligt at få aftalt rette timetal i ansættelsesbeviset.
Det rigtige timetal er det antal timer, som vognmanden kræver, at chaufføren skal køre. Skal chaufføren eksempelvis køre ”fuldtid” hos vognmanden, er det forkert at skrive under 37 timer i ansættelsesbeviset.
Der har vist sig en tendens til, at flere vognmænd tilbyder aftalt arbejdstid ud fra den risiko, som vognmanden er villig til at løbe i forhold til garantibetaling.
Dette er dog en forkert indstilling, når der skal aftales arbejdstid med chaufføren. Det aftalte timetal skal aftales ud fra, hvor mange timer, som vognmanden kræver, at chaufføren skal køre.
KA/Krifa-overenskomsten indeholder en bestemmelse, som tager sigte på, at der er aftalt et for lavt timetal i ansættelsesbeviset.
Reglen i § 15, stk. 1 siger, at for chauffører med en aftalt ugentlig arbejdstid på mindre end 37 timer uden aftale om referenceperiode, skal vognmanden tilbyde ansættelse med den faktiske arbejdstid, hvis arbejdstiden i en periode på 3 måneder har oversteget den aftalte arbejdstid.
Er der eksempelvis aftalt 20 timer pr. uge i ansættelsesbeviset, og har chaufføren arbejdet – eller rettere har vognløbet været åbent – 37 timer pr. uge i gennemsnit i de seneste 3 måneder, skal chaufføren tilbydes et ansættelsesbevis indeholdende aftalt arbejdstid på 37 timer pr. uge. Derved bliver risikoen for garantibetaling 37 timer pr. uge.
Denne regel synes at være relevant for mange virksomheder med ansatte chauffører, der som det primære kører variabel flexkørsel.
Frivilligt merarbejde
Det er udbredt blandt mange vognmænd at lave aftaler om frivilligt merarbejde for så vidt angår den provisionslønnede flexkørsel, der ligger ud over den aftalte arbejdstid.
Det er foreneligt med KA/Krifa-overenskomsten at lave aftale om frivilligt merarbejde ved siden af aftale om en fast arbejdstid, uanset størrelsen af den faste arbejdstid.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der ikke må være tale om omgåelse af reglerne om garantiløn. I det hele bør det frivillige merarbejde have karakter af at være lejlighedsvist eller endda undtagelsesvist. Det betyder i særdeleshed, at den faste kørsel, der skal udføres, som det klare udgangspunkt bør udføres på grundlag af aftalte timer med chaufførerne.
Det frivillige merarbejde skal udføres på chaufførens præmis forstået sådan, at det reelt skal være frivilligt.
Såfremt provisionslønnet variabel flexkørsel er udført som frivilligt merarbejde, kan det provisionslønnes uden tilhørende garantiløn.
Vagtplanering af aftalte timer og opgørelse af garantiløn
Det hedder i overenskomsten, at der skal ydes garantibetaling for det præsterede antal timer – dog maximalt op til det aftalte antal timer.
Her skal det naturligvis fremhæves, at såfremt det aftalte antal timer er for lavt, så skal der betales garantibetaling for det antal timer, som burde være aftalt i kontrakten. Det er et gennemgående princip, at man ikke bliver belønnet for at lave en kontrakt, der ikke er retvisende.
Såfremt en vognmand har en ansat chauffør, der kører frivilligt ud over det aftalte timetal, skal der laves to opgørelser.
For det første skal der laves en opgørelse for det aftalte timetal. Er der aftalt 30 timer i ansættelsesbeviset, skal der laves en opgørelse, der viser, hvorvidt der skal betales garantibetaling for dé 30 timer. Det har den konsekvens, at de 30 timer skal være kendte (vagtplanlagte), for ellers kan de ikke identificeres.
Derudover skal der laves en opgørelse af det frivillige merarbejde, som der kan blive betalt provisionsløn af.
Herefter kan der opgøres rette løn til chaufføren, der ved modtagelse af sin løn skal kunne forholde sig til, hvorvidt han har fået den rigtige løn. Det kan eksempelvis gøres ved at udlevere et underbilag til lønsedlen.
Som det fremgår ovenfor, kan det være udfordrende at lønne variabel provisionskørsel med provisionsløn samtidig med, at der indgås aftale om frivilligt merarbejde.
Giver ovenstående anledning til opfølgende spørgsmål, er I velkomne til at kontakte KA’s juridiske afdeling.