Regeringen – anført af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen og børne- og ungeminister Ellen Trane Nørby – opfordrer børnefamilier til at glemme alt om deltid. Den udmelding kommer i Berlingske tirsdag.
Men udmeldingen fremkalder ikke klapsalver hos Svend Erik Bøytler Rahbek, der er indehaver af Revisionshuset og revisor. På det sociale medie Twitter skriver han:
“Der skal være plads til deltid! Vigtig fam.prio! Fam.selv vælge til og betale ved andet fravalg!”
Han uddyber her sit synspunkt:
“Der skal være plads til at prioritere deltid. Familiemæssigt er det rigtig vigtigt, at man har mulighed for at komme på deltid, mens man har små børn. Så man har den tid, der skal til for at være familie. Det er ikke institutionernes børn,” fastslår han.
Men han tilføjer i samme åndedrag, at familierne også må tilpasse sine forventninger derefter:
“Man skal ikke både komme på deltid og forvente at blive kompenseret, så man stadig kan få den store villa, to biler og to årlige charterrejser. Deltid er et tilvalg som familie. Og det må have konsekvenser. Det er et spørgsmål om, hvordan familierne vil prioritere, fastslår Svend Erik Bøytler Rahbek,” der også er formand for KA.