I Arbejdsgiverforeningen KA fylder vi 90 år her i 2021.

I den forbindelse har den anerkendte historiker og forfatter Lars Christensen skrevet en bog om KA i almindelighed og frihedskampen på det danske arbejdsmarked i særdeleshed.

Det er en bog, der giver et interessant indblik i, hvor svært fagbevægelsen har det med folk og organisationer, der ikke er et ekko af fagbevægelsen.

Lars Christensen beskriver i bogen, hvordan fagbevægelsen tilbage i slutningen af 1800-tallet kæmpede for retten til at organisere sig. Det var en vigtig og rigtig kamp.

Da man så opnåede den frihed med den såkaldte hovedaftale i 1899, smækkede man døren i for anderledes tænkende.

Man mente ikke og mener stadig ikke, at der skal være plads til at gøre tingene anderledes på det danske arbejdsmarked. Fagbevægelsen kæmpede for at opnå frihed, og da man havde opnået det mål, afskar man andre fra samme rettighed.  

Det er ikke kun i historiebøgerne, at man finder fagbevægelsens uvilje mod anderledes tænkende.

Den lever desværre i bedste velgående. Det mærker vi i KA, der står uden for samarbejdet mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Vi ser gang på gang, at et fagforbund som 3F kommer tromlende med trusler om konflikt og blokade, selv om den pågældende virksomhed er omfattet af KAs overenskomst, der er anerkendt af både Arbejdsretten og myndighederne.

Selv her under coronakrisen, hvor mange virksomheder har været i knæ, har 3F haft travlt med at konflikte virksomheder.

Det er usympatisk og stik imod de opfordringer, der gentagne gange er kommet fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om at udskyde faglige konflikter til efter coronakrisen.

Det er tankevækkende, at fagbevægelsen har så svært ved at acceptere andre spillere på banen.

For 3F handler uviljen mod anderledes tænkende om rå magt. Fagforbundet ønsker at bevare sit magtmonopol, og det bliver sværere og sværere at retfærdiggøre det ønske i takt med det store fald i 3Fs medlemstal.

Jeg håber, at fagbevægelsen på et tidspunkt besinder sig og erkender, at hvis den danske arbejdsmarkedsmodel skal overleve, så er der brug for alle gode kræfter – og det betyder, at der også skal gøres plads til anderledes tænkende.

Hvis man fortsætter som uændret, vil medlemstallene fortsat rasle ned, og det vil underminere opbakningen til modellen.

Forsvinder den folkelige opbakning, risikerer vi, at Folketinget og EU for alvor overtager tøjlerne på arbejdsmarkedet, og det bør alle, der er tilhængere af den danske model, være enige om ikke er sagen.