Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Historiker: KA er en del af den danske model 

Fagbevægelsen og den politiske venstrefløj er på afveje, når de afviser KA som del af den danske model. Fraværet af konfliktvåben som strejke og lockout bør ikke være ekskluderende i forhold til den danske model, fastslår Lars Christensen, der i ny bog beskriver frihedskampen på arbejdsmarkedet.  

Foto: Stefan Vase

Det er velkendt, at fagbevægelsen, den politiske venstrefløj og en stor del af Socialdemokratiet ønsker organisationer som KA, Det Faglige Hus og Krifa hen, hvor peberet gror.

Er man i tvivl, skal man blot lytte til SF-profilen Karsten Hønge i ti sekunder eller bruge fem minutter på de sociale medier, hvor arbejdsmarkedets alternative organisationer ofte får det glatte lag. 

Historiker Lars Christensen kendte godt modviljen, inden han tog hul på arbejdet med at skrive KAs jubilæumsbog. Men det overrasker ham alligevel, hvor dybt hadet stikker. 

- Det overrasker mig, at man fra fagbevægelsens side har brugt og stadig bruger så mange kræfter på at bekæmpe KA og de andre organisationer, der ikke er en del af FH/DA-samarbejdet. Det er en kamp, der foregår på alle planer, siger Lars Christensen. 

Han undrer sig over, at fagbevægelsen bruger så mange kræfter på at bekæmpe organisationer, der ikke fylder alverden i forhold til giganter som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). 

- Jeg kan kun se én begrundelse for den indædte kamp, og det er, at KA og andre alternative organisationer simpelthen er en torn i øjet på fagbevægelsen og venstrefløjen. Hvis man ikke abonnerer på den ensretning og det konfliktsyn, der er en afgørende del af fagbevægelsen og venstrefløjens model, så falder man uden for. Det at der overhovedet er et alternativ til deres model, ser de som undergravende og ødelæggende, siger Lars Christensen og tilføjer: 

- Det er imponerende, at man fra KA og Krifas side har formået at stå fast og holde ud. Det er ufatteligt, at folk har kunnet holde fast i deres principper, når man tænker på, hvad de har været udsat for. Den principfasthed har kostet mange penge og arbejdspladser, siger han. 

 

Fremskridt i frihedskampen 

Lars Christensen har det seneste års tid arbejdet på jubilæumsbogen, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag i løbet af foråret. Alle medlemmer af KA og KA Pleje modtager et gratis eksemplar af bogen.

Det er KA, som har taget initiativ til bogen, der skal være med til at markere foreningens 90 års jubilæum. Den kommer ikke kun til at fortælle KAs historie - den kommer også til at handle om frihedskampen på det danske arbejdsmarked. 

- Det er ikke en bog, hvor vi remser alle mulige KA-navne og årstal op. For den nutidige læser får ikke så meget ud af, hvem der var næstformand i 30’erne. Det er vigtigere, hvad man kæmpede for dengang, og hvad man opnåede, siger Lars Christensen.

Selv om han i forvejen havde et ret godt kendskab til KA og årtiers frihedskamp på arbejdsmarkedet, har han brugt mange timer på at fordybe sig i foreningsblade, mødereferater, avisudklip og gamle folketingsdebatter. 

- KA og Krifa har gennem tiden fyldt meget i Folketinget, og det er ufatteligt, hvad der er sagt om de to organisationer fra Folketingets talerstol. Tilbage i 30’erne og 40’erne var der socialdemokratiske politikere, der omtalte KA og Krifa som abnorme. Man skal huske, at dengang var abnorme sådan nogle, der blev betragtet som lettere sindssyge – sådan nogle, der blev tvangssteriliseret, siger han. 

Lars Christensen ser en rød tråd i de konfliktsager, KA har været involveret i gennem tiden. Helt grundlæggende bunder striden i, om det skal være tilladt at indgå overenskomster uden for FH/DA-samarbejdet.  

- KA og Krifa har altid kæmpet for den foreningsfrihed, som optræder i både Grundloven og menneskerettighederne. Der er ikke nogen substantiel forskel på de arbejdskampe, der udspillede sig for 90 år siden og det, vi ser i dag. Den måde, kampene kæmpes på, har på nogle områder ændret sig. I dag foregår det meget på de sociale medier, mens det tidligere foregik i avisspalterne og ude på selve arbejdspladsen. Men jeg synes, det er forstemmende at se, at det er den samme kamp, der kæmpes, siger han. 

Selv om kampen er den samme, har tingene rykket sig i løbet af de 90 år. 

- Der er sket fremskridt. KAs overenskomst er – både retsligt og politisk – blevet anerkendt. Fagbevægelsens ret til at blokere virksomheder er justeret, så der i dag er begrænsninger i forhold til, hvor omfattende blokader der må laves, siger han. 

De sager, der har fået stor medieomtale, har gjort en forskel. 

- Nogle sager har ført til ændringer af retspraksis, og vi har også set sager ende i Folketinget. Sagerne sætter fokus på, om det er rimeligt, at man har den form for tvang. Vi ser også, at politikerne nogle gange bruger en konfliktsag til at promovere sig selv, siger Lars Christensen og peger på, at promoveringen typisk sker, når de borgerlige partier er i opposition: 

- Nu er det nok. Nu går det ikke længere, hører vi borgerlige politikere sige om eksempelvis 3F. Når de så selv kommer i regering, går det noget mere trægt med at ændre tingene. Jeg medgiver, at arbejdsmarkedsområdet er kompliceret, men det handler også om, at hvis man for alvor vil ændre noget, så kommer man i konflikt med både FH og DA, og det er de færreste politikere, der har lyst til det. Derfor har tingene ikke rykket sig så meget, som de burde, siger han.               

            

KA er en del af den danske model  

Fagbevægelsen og venstrefløjen hævder ofte, at KA ikke er en del af den danske arbejdsmarkedsmodel, fordi konfliktvåben som strejke og lockout ikke findes i KAs overenskomst. Lars Christensen mener, at fagbevægelsen opstiller en falsk modsætning. 

- Den danske model betinger ikke, at nogen har monopol på at indgå overenskomster. Den danske model går ud på, at arbejdsmarkedets parter selv løser opgaverne omkring løn og arbejdsforhold. Der står ingen steder, at det kun er FH og DA, der kan gøre det. Det er en mærkelig monopolisering af modellen. Den er ikke betinget af, at der kun er to parter – den kan sagtens fungere med flere sidestillede overenskomster, siger han.  

Lars Christensen mener, at FH har en klar interesse i at tegne et billede af, at KA ikke er en del af den danske model. 

- I Danmark er den danske model nærmest ophøjet til samme niveau som Bibelen, så hvis man ikke er en del af den danske model, så er man fuldstændig uden for det gode selskab. Fagbevægelsen spiller det kort, at når KA ikke er en del af den danske model, så kan KA ikke bruges til noget. Men det er jo en falsk modsætning at stille op, siger han. 

Lars Christensen konstaterer også, at fagbevægelsen og Socialdemokratiet fuldstændig har ændret holdning til foreningsfrihed. Tilbage i slutningen af 1800-tallet kæmpede de sammen for retten til at organisere sig. Den ret opnåede de med Hovedaftalen i 1899. 

- Da fagbevægelsen og Socialdemokratiet havde opnået retten til at organisere sig, smækkede de døren og sagde: Foreningsfriheden skal kun gælde os. De kristelige skal ikke have lov til at organisere sig. Det er et mærkeligt paradoks. Man kæmper for at opnå en frihed, og når den så er opnået, afskærer man andre fra samme rettighed, siger han. 

Lars Christensen mener, at fagbevægelsen og Socialdemokratiet taler med to tunger, når det handler om den danske model. På den ene side er den så hellig, at den er urørlig. På den anden side har man fra socialdemokratisk side gang på gang sat den skakmat. 

- Man kan ikke ligefrem beskylde statsminister Stauning for at være højreorienteret, men tilbage i 30’erne greb hans regering ind i konflikter med lovindgreb, siger Lars Christensen og fortæller, hvordan man begyndte at spekulere i, hvem der havde magten. Hvis regeringen var socialdemokratisk, kunne fagbevægelsen kræve mere ved overenskomstforhandlingerne, fordi man vidste, at et kuldsejlet forhandlingsforløb og efterfølgende regeringsindgreb alt andet lige ville favorisere lønmodtagerne. 

- Der er socialdemokratiske politikere, der fra Folketingets talerstol har sagt, at det er gavnligt for arbejderne at have en socialdemokratisk regering, når der skal gribes ind i en konflikt. Det er noget, man har spekuleret i og brugt aktivt. Jeg kan ikke se, hvordan det kan være foreneligt med den opfattelse af, at den danske model er urørlig, siger han og peger på, at man har set noget af det samme fra arbejdsgiverside, når de borgerlige har haft regeringsmagten. 

 

Foreningsfriheden under pres 

For at forstå hvorfor konfliktvåbnet spiller en så stor rolle for fagbevægelsen skal vi ifølge Lars Christensen zoome ind på slutningen af 1800-tallet, hvor Socialdemokratiet og fagbevægelsen så dagens lys. Begge steder var marxismen en væsentlig inspiration. 

- Marxismen er bygget op som en evig konfrontation mellem udbytterne og de udbyttede. I et moderne kapitalistisk samfund er det arbejdsgivere og arbejdstagere, som er i et evigt konfliktforhold. Man slås for at nå frem til nye samfundsformer, som i sidste ende er socialisme, siger han og uddyber:  

- Konflikten ligger indbygget i deres syn, og det er fuldstændig diametralt modsat KAs harmonisyn, der bygger på, at både arbejdsgivere og arbejdstagere har en fælles interesse i at arbejdspladsen fungerer, at der tjenes penge og skabes jobs. Udgangspunktet for KAs model er, at man forhandler sig til en løsning, og kan man ikke blive enige, så får man en tredjepart til at optræde som opmand. Det er to forskellige verdner, der støder sammen, og derfor fortsætter kampen, siger Lars Christensen.         

Det er også tilbage i 1899, at man skal finde forklaringen på, hvorfor KA og Dansk Arbejdsgiverforening repræsenterer to så vidt forskellige syn. Dengang blev De Samvirkende Fagforbund - som siden blev til LO og i dag FH - og DA enige om en række principper. 

- På den måde sikrede arbejdsgiverne, at der ikke opstod uro hver anden uge ude på den enkelte arbejdsplads. DA købte sig til freden i 1899, men solgte friheden, og sådan har det været lige siden, siger han.  

Lars Christensen mener ikke, at DA ser KA som en konkurrent. 

- DA ser KA som en sten i skoen, fordi KA ikke har købt sig til freden på samme måde som DA. KA tager kampene for foreningsfriheden og den politiske uafhængighed, og det havde DA helst været foruden, siger han.  

Selv om Lars Christensen som historiker beskæftiger sig med fortiden, tør han godt kigge lidt i krystalkuglen. Komme med et bud på, hvordan situationen ser ud om ti år, når KA fylder 100 år. 

- Jeg håber selvfølgelig, at den udvikling, vi har set de seneste 20-30 år med mere frihed og selvbestemmelse, fortsætter. Men jeg kan godt frygte, at den nuværende regering vil bruge sin magt til at skære skiver af foreningsfriheden. Jeg synes, at vi indtil videre har set rigeligt med eksempler på den kurs, siger han og uddyber:  

- Jeg tror, at en organisation som KA er stærk nok til at stå imod og så kæmpe videre, når lejlighed byder sig. Hvis KA kan få fred til at udvikle sig, så er der masser af potentiale, fordi folk i dag gider ikke tvinges til noget. Men spørgsmålet er, om man kan få fred til at udvikle sig, siger han.        

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her