Som direktør i en arbejdsgiverforening vil nogle nok forvente, at jeg er varm tilhænger af den løftede socialdemokratiske pegefinger i debatten om danskernes arbejdsmoral. Det er jeg bestemt ikke.

Opsangen provokerer mig derimod.

Jeg synes, det er uhørt, at statsminister Mette Frederiksen og andre toneangivende socialdemokrater igen og igen lader skinne igennem, at man kun er en god samfundsborger, hvis man knokler meget og længe.

Vi nåede det foreløbige bundniveau i debatten, da Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kritiserede serieiværksætteren Martin Thorborgs arbejdsmoral – jeg forestiller mig, at Thorborg har betalt mere i skat end de fleste, så Rabjerg Madsens snak om at bidrage til fællesskabet var temmelig tåkrummende.

Når man hører sådan noget, får man nærmest det indtryk, at vi er sat i verden for at være skaffedyr for en socialdemokratisk velfærdsstat. Det er vi ikke.

Det er ikke staten, der skal diktere dit og mit arbejdsliv – det skal vi have friheden til selv at bestemme over.

Ja, det er helt generelt godt at arbejde, og jobbet og det arbejdsfællesskab, man er en del af, giver stor værdi for mange. Det er også en forudsætning for et velfungerende velfærdssamfund som det danske, at vi arbejder og betaler skat.

Den er jeg helt med på, men livet er heldigvis andet og mere end arbejde.

Vi lever i en tid, hvor mange familier har svært ved at få tingene til at hænge sammen, og det har en række alvorlige konsekvenser for den enkelte, for familien og for samfundet. Er man i tvivl, skal man bare kigge på skilsmisseprocenten og omfanget af stress og mistrivsel i vort samfund.

Vi har lige set Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) præsentere en ny undersøgelse, der bør få alle alarmklokker til at ringe. Stress koster hvert år de danske arbejdspladser 16,4 milliarder kroner, og den tabte arbejdstid på grund af sygdommen svarer til 37.335 fuldtidsstillinger. Det er jo rystende tal, og det socialdemokratiske svar på det store problem er – må vi forstå - at danskerne skal arbejde mere!   

Den der udskamning af folk, der ikke lige passer ind i den socialdemokratiske arbejderskabelon, hører ingen steder hjemme. Hvorfor pege fingre ad børnefamilien, hvor den ene forælder går ned i tid for at få det til at fungere på hjemmefronten? Hvorfor pege fingre ad folk, der indretter arbejdslivet anderledes end naboen?  

Jeg mener, at vi skal have en langt mere fleksibel tilgang til det at arbejde. For nogle giver det god mening og værdi at skrue ned for arbejdet i nogle perioder af livet - og op i andre perioder. Den fleksibilitet skal vi kunne rumme, hvis vi ønsker et arbejdsmarked, der er i sync med tiden.

Det er velkendt, at vi mangler medarbejdere i Danmark, og manglen bliver kun større i fremtiden. Bliver det problem ikke bare endnu større, hvis folk får mulighed for at arbejde mindre? Nu skal man huske på, at det ikke er velfærdsstatens størrelse, der skal diktere folks arbejdstid. Jeg mener, vi skal skrue på fire håndtag, når det handler om manglen på hænder.

For det første skal vi gøre det mere attraktivt for seniorerne at tage en ekstra tørn.
For det andet skal vi gøre mere for at sikre, at flere af 45.000 unge, der hverken er i job eller uddannelse, finder fodfæste på arbejdsmarkedet.
For det tredje skal vi bekæmpe stress i en grad, så vi får nedbragt de 37.000 fuldtidsstillinger, stress koster årligt.
For det fjerde skal vi gøre det lettere for virksomhederne at benytte udenlandsk arbejdskraft.