Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Messerschmidt vil gøre DF mere erhvervsvenligt

Dansk Folkeparti skal fremover turde tale om skatte- og afgiftslettelser, sagde Morten Messerschmidt på KAs generalforsamling, hvor han også roste KA. ”Jeg er fuld af veneration for, hvad I gør i forhold til konfliktretten, og jeg betragter mig som fuldstændig allieret i det spørgsmål,” sagde han.

Foto: Lars Salomonsen

Dansk Folkeparti skal have en ny og langt stærkere profil på det erhvervspolitiske område. Det var et af hovedbudskaberne, da DF-formand Morten Messerschmidt gæstede KAs generalforsamling forleden.

”I vil opleve et parti, der ikke nødvendigvis er bange for at tale om skattelettelser, om at ændre arveafgiften eller for den sags skyld sænke registreringsafgiften,” sagde Morten Messerschmidt, der blev partiformand i januar 2022.

Netop spørgsmålet om skat og afgifter skabte voldsom splid i blå blok under den seneste borgerlige regering, der regerede fra 2015 til 2019. De fleste husker formentlig, hvordan emner som topskat og registreringsafgift gjorde det svært for Liberal Alliance og Dansk Folkeparti at sidde i samme sofa. På generalforsamlingen undrede Morten Messerschmidt sig over sit partis daværende kurs.      

”Jeg forstår ikke, hvorfor Dansk Folkeparti skulle være kendt som et parti, der ikke ville være med til at sænke registreringsafgiften. Det er så afgørende for mobiliteten og for, at familierne kan få det til at hænge sammen,” sagde han og tilføjede:

”Det er vigtigt, at vi borgerlige partier arbejder på en måde, hvor vi kan unde hinanden nogle sejre – hvor det ikke handler om at genere hinanden, men om at finde hinanden i hinandens politik.”

"Fuldstændig allieret i det spørgsmål"
Morten Messerschmidt gjorde det også klart, at Dansk Folkeparti fremover skal fokusere mere på, hvordan vi som samfund skaffer pengene.

”Jeg tror, at den branding, vi har haft i de godt 25 år, partiet har eksisteret, er, at vi er meget optagede af at bruge penge i det offentlige, og det er af indlysende årsager også vigtigt. Men det er også vigtigt at betone nødvendigheden af at have et frugtbart grundlag for at drive virksomhed, og det kommer til at fylde mere hos os. Jeg kunne godt tænke mig, at vi også bliver kendt for at vide, hvor pengene skal komme fra,” sagde Morten Messerschmidt.

Han var ikke alene på scenen i Horsens. Med sig havde han hunden Hugo, som han og kæresten Dot Wessmann anskaffede sig i coronatiden.   

”Jeg vidste ikke, da jeg fik hund, at jeg skulle være formand for Dansk Folkeparti. Det år, jeg gik ind i, da jeg blev formand, levede på alle måder op til det gamle ord om, at hvis man vil have en ven i politik, så skal man få en hund,” sagde Morten Messerschmidt, hvilket fik de godt 250 tilhørere i den fyldte sal til at motionere lattermusklerne.  

Morten Messerschmidt takkede for invitationen til at tale på KAs generalforsamling.

”Vi ønsker et godt samarbejde med jer, ligesom vi ønsker et godt samarbejde med arbejdstagerside. I er altid velkomne, og vi er i bogstaveligste forstand kun en opringning væk,” sagde Morten Messerschmidt og tilføjede:

”Jeg er fuld af veneration for, hvad I gør i forhold til konfliktretten, og jeg betragter mig som fuldstændig allieret i det spørgsmål.”   

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her