Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

Folkemødet skaber dialog og føder nye alliancer

KA var med på årets Folkemøde, hvor vi satte valgfrihed og unge på kanten af arbejdsmarkedet på dagsordenen.

Noget af det, Folkemødet kan, er at samle folk, der i hverdagen ikke har meget med hinanden at gøre - skabe nye alliancer, der kan ende med at rykke noget.

Det er fredag sidst på formiddagen. Vi er på Folkemødet på Bornholm.

Dansk Idrætsforbund (DIF) har inviteret til debat. Emnet er de 45.000 unge, der hverken har job eller er i gang med en uddannelse. Det er en dagsorden, som fylder meget for KA, og som der er mange vinkler på. Dagens vinkel er, hvordan de frivillige foreninger, virksomhederne og kommunerne i fællesskab kan gøre noget, der rykker positivt.

Det er blandt andet det, KA-direktør Karsten Høgild som paneldeltager skal forholde sig til. Med i panelet er også Dansk Idrætsforbunds næstformand, Frans Hammer, direktør Sine Egede fra Bikubenfonden, direktør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden og Peter Rahbæk Juel, der er socialdemokratisk borgmester i Odense og formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening.

Det er noget af det, Folkemødet kan. Samle folk, der i hverdagen ikke har meget med hinanden at gøre. Nedbryde fordomme. Starte dialog. Skabe nye alliancer, der kan ende med at rykke noget.   

Debatten viser – som alle vidste i forvejen - at der findes ingen lette løsninger, når det handler om de unge på kanten af arbejdsmarkedet. Men den viser også, at der er en stor vilje til at se, om man – foreninger, virksomheder og kommuner – i fællesskab kan gøre noget.  

Tid til at skifte "kasket"
Efter 45 minutter sættes der punktum for debatten. På Folkemødet bliver tiderne overholdt til punkt og prikke, for mange af debattørerne skal videre og være klar til en ny debat et kvarter senere. Det skal Karsten Høgild også.

På gåturen til næste debat skifter han ”KA-kasketten” ud med ”KA Pleje-kasketten”. Det er nichemediet OPS-Indsigt, der inviterer til debat om, hvordan man kan styrke valgfriheden på ældreområdet. Lokalet er ikke Bornholms største, men det er til gengæld fyldt til allersidste plads. Karsten Høgild fortæller kort om Brønderslev-sagen og dens konsekvenser for de ældres valgfrihed – derefter kommer han med sit bud på, hvad der skal til for at styrke valgfriheden. Der er blandt andet, siger han, brug for en grundlæggende kulturændring i det offentlige, så man ikke opdeler kommuner og private aktører i ”dem og os”. Tilhørerne er meget engagerede, debatlystne og vilde med valgfrihed, så de 45 minutter går hurtigt.

Så er det på med ”KA-kasketten” igen. Om et kvarter begynder debatten, som KA selv arrangerer, så fremad det går.

”45.000 unge uden job eller uddannelse – det kan og skal vi gøre bedre,” lyder overskriften. Vi har inviteret folketingsmedlem Steffen Larsen fra Liberal Alliance, direktør Claus Tobler fra Erhvervsskolen Vestjylland og chefanalytiker Troels Lund Jensen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at udgøre panelet sammen med Karsten Høgild. Det er en god debat, hvor der er bred enighed om, at virksomhedernes rolle bør fylde mere, når det handler om at gøre en positiv forskel for de 45.000 unge, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Dialog er vejen frem
En del at det at være på Folkemøde er at følge debatter, så man ved, hvad der rører sig på de forskellige områder. Det er derfor, at KA lytter med, da der tales grøn omstilling inden for transportbranchen, vigtigheden af fritidsjob og den danske arbejdsmarkedsmodel. Især den sidste debat havde vi store forventninger til. Den foregik hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der havde inviteret SF-profilen Karsten Hønge, FH-næstformand Nanna Højlund, chefredaktør Bjarne Corydon fra Børsen og DAs egen direktør, Jacob Holbraad.

Overskriften på debatten var ”Er glimmeren gået af den danske model?”, og Karsten Høgild havde taget plads på første stolerække, hvorfra han ville opfordre parterne til at tælle alle gode kræfter med, når det handler om en danske model. Det nytter ikke, at man betragter modellen som en lukket fest for DA og FH. Debatten forblev desværre en lukket fest, hvor kun de fire debattører havde mulighed for at komme til orde. Den tilgang er der ikke meget Folkemøde over.          

En anden væsentlig del af det at være på Folkemøde er at mødes med politikere, folk fra forskellige organisationer og andre, som KA og KA Pleje har en fælles berøringsflade med. Det er med til at vedligeholde og udvide vores netværk.   

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her