Regeringens håndtering af coronakrisen har på det seneste vist os værdien af Grundloven.
Formålet med Grundlovens 171 år gamle regler, der senest er blevet finjusteret for 67 år siden, er blandt andet at beskytte borgerne i Danmark og de danske virksomheder mod den mest magtfulde modstander, man kan få: Nemlig staten.
Baggrunden for Grundlovens frihedsrettigheder var næsten 200 års forudgående styreform, hvor al magt i Danmark formelt lå hos den enevældige konge. Kongen havde både den lovgivende, udøvende og dømmende magt og kunne i princippet fratage en borger ejendom, gods, ære og hans liv.
Da regeringen den 5. november besluttede at lukke syv nordjyske kommuner og meddelte, at man indtrængende opfordrede borgere i og udenfor de berørte kommuner til, at de ikke skulle krydse grænserne til de pågældende kommuner for at minimere risikoen for at sprede en mink-muteret covid-19-virus, blev en minister spurgt, hvorfor man ikke forbød borgerne at krydse kommunegrænserne.
Svaret var: ”Det kan vi ikke.”
Grunden til det er, at Grundlovens § 71 kræver lovhjemmel til frihedsberøvelse.
Den beskyttede interesse er, at borgerne er beskyttet mod, at staten indskrænker den enkelte borgers bevægelsesfrihed, herunder retten til frit at beslutte, hvor i Danmark man har lyst til at opholde sig.
Grundlæggende sondrer Grundloven ikke imellem at blive spærret inde indenfor Hjørring Kommunes grænser eller indenfor murene i Herstedvester Fængsel. Begge dele er frihedsberøvelse, der skal have lovhjemmel. Og det havde regeringen ikke.
Når virksomheder derfor beder deres medarbejdere om at møde på arbejde, selv om det indebærer, at medarbejderen skal krydse kommunegrænsen i én eller flere af de berørte kommuner, er det medarbejderens grundlovssikrede ret, at han eller hun kan møde på arbejde. Af samme grund kan arbejdsgiveren betragte det som arbejdsvægring, hvis medarbejderen nægter at møde.
At regeringen ikke vil betale fuld lønkompensation til den arbejdsgiver, der accepterer, at medarbejdere giver afkald på deres grundlovssikrede rettighed, kan vel bedst beskrives som et udtryk for, at den nuværende regering ikke tillægger Grundlovens frihedsrettigheder den vigtighed, tyngde og respekt, som burde herske om dette værn for demokratiet.
Det samme gør sig gældende for den meddelelse, som Statsministeren kom med på det virtuelle pressemøde den 4. november: ”For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene.”
Regeringen beordrede Politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og Hjemmeværnet til, under Politiets ledelse, at medvirke til at aflive alle danske mink.
Her snublede regeringen og Statsministeren over Grundloven.
Det følger af det såkaldte legalitetsprincip, der udspringer af Grundlovens § 3; at det er et krav, at der er klar lovhjemmel, hvis der skal fastsættes retsregler, der medfører væsentlige indgreb eller ændringer i bestående privatretlige retsordninger.
Der var ikke lovhjemmel til at pålægge danske minkavlere at medvirke til at aflive raske dyr, eller til at beordre de af statens myndigheder, der udøver fysisk magt overfor borgerne, til at medvirke til at gennemtvinge regeringens ordre.
Det erkender Fødevareministeren i lovforslag 77, der blev fremsat i Folketinget den 10. november.
Det er stærkt betænkeligt og yderst kritisabelt, og vidner om en grænseløs mangel på respekt for den Grundlov, der er fundamentet for det danske retssamfund.
