Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Tilbage
Aktuelt

Nyheder

NYHED

To KA-virksomheder samler kræfterne  

William Skilte ApS og Insign Skilte A/S, der begge er mangeårige medlemmer af KA, er gået sammen.

Randers-virksomhederne William Skilte ApS og Insign Skilte A/S er slået sammen, og den nye konstellation holder til på Haraldsvej i Kristrup. Foto: William Skilte

De to randrusianske skiltevirksomheder William Skilte ApS og Insign Skilte A/S er blevet slået sammen. Det er en realitet, efter ejerne af William Skilte, Mette Brock og Jeppe Arbjerg, har købt aktiviteterne i Insign Skilte A/S.

William Skilte drives af Mette Brock og Jeppe Arbjerg.

Mette Brock er barnebarn af William Andersen, der stiftede virksomheden tilbage i 1947. Jeppe Arbjerg er uddannet skiltemaler og har været i virksomheden i 15 år. De to ejer sammen William Skilte ApS, som er det fortsættende selskab.

Insign Skilte blev stiftet af Bjarne Johnsen tilbage i 1987, og virksomhedens otte medarbejdere fortsætter i den nye konstellation, hvor Bjarne Johnsen selv fortsætter som projektleder og sælger. De fem ansatte fra William Skilte fortsætter også, så den nye virksomhed tæller i alt 13 erfarne medarbejdere.  

- At Insign Skilte nu er en del af William Skilte betyder konkret, at vi bliver endnu mere fleksible i forhold til vores kunder. Derudover bliver mange specialer nu dækket langt bedre ind. Vi ser frem til at kunne yde en endnu bedre service for vores mange kunder fremadrettet, siger Bjarne Johnsen.

At overtage en konkurrent

Jeppe Arbjerg satte for nylig i Randers Amtsavis ord på de overvejelser, der er forbundet med at overtage en konkurrent.

- Indtil nu har vi jo været et lille firma med en stab på fem mand, og vi kan se den rivende udvikling, der gør sig gældende inden for vores branche. Der kommer hele tiden nye maskiner, nye teknologier, ligesom andre konkurrenter rundt om i landet slår sig sammen på kryds og tværs, siger Jeppe Arbjerg og uddyber:

- Derfor har vi overvejet, hvor William Skilte vil være om fem år, hvis ikke vi gør noget. Og ikke mindst: Hvad ville der ske, hvis andre gik ind og købte Insign, hvis ikke vi gjorde det? Men derudover har vi selvfølgelig også set overtagelsen som en super mulighed for at vækste en hel del med et trylleslag.

Under samme tag

William Skilte overtager ikke kun sin hidtidige konkurrents medarbejdere og kunder. Virksomheden er også rykket ind i Insign Skiltes hidtidige domicil på Haraldsvej i Randers-forstaden Kristrup.

- Vi ser meget frem til at komme på plads i den nye bygning og få flettet vores firmaer sammen. Noget godt er i vente - endnu bedre end det er i dag, siger Jeppe Arbjerg og tilføjer:

- Hos William Skilte har vi altid vægtet den nære og personlige kundekontakt højt, og det vil vi selvfølgelig fortsætte med. Den nære kundekontakt, servicen og fleksibiliteten i hverdagen er vigtige elementer for både vores kunder og for os - den vil forblive uændret fremover.

Bliv medlem

Vi vil gerne arbejde for dig
- meld dig ind her